Det var umiddelbart en gevinst for samfundet, at pornografien blev frigivet i 1969. Den frie og naturlige seksualitet, som PH og andre kulturradikale havde agiteret for i mere end 40 år, var nu endelig tilladt at skildre i skrift og på billede. Kunsten kunne omsider vise denne væsentlige side af menneskelivet uden repressalier, og de mange, der spekulerede i pornografi, kunne se frem til gyldne tider på bankkontoen. Men det med at seksualiteten skulle have en naturlig form, viste sig at være en grum illusion. Medierne har deres egen logik, der er tæt forbundet med samfundets øvrige udvikling, og den frisættelse, som pornografien skulle indebære for den enkeltes seksualitet, blev snart til en række temmelig stereotype kønsbilleder, der hverken var legende, inspirerende eller gensidige, men som gjorde kvindekroppen til et forbrugsobjekt for mandens begær. I hardcore-pornofiktionen, som efterhånden er blevet mainstream, starter kvindens krop altid som forgudet og tilbedt, og hendes egen lyst er attrået, men efter 10-15 minutters klaskerier forkastes og nedgøres kvindens krop altid i det afsluttende og ydmygende 'cum-shot', hvor manden sprøjter ud over hende og gerne i ansigtet. Den øgede tilgængelighed af billedpornografien især på internettet medfører, at også børn og unge bruger disse visuelle sexfantasier. Næsten alle børn og unge fra 12-års alderen og op - også piger - ser ofte pornografi. Variationen i netudbuddet er dog enormt, og ikke alt er hardcore. Og hvad man end synes om det, er det urealistisk at forhindre børn og unge i at bruge det. De er nysgerrige driftsvæsener ligesom deres forældre. Men netop af den grund bør vi sikre, at de udstyres med nogle redskaber til at håndtere pornografiens fiktioner og lære at forstå dem som sådan. Da emnet er prekært i forholdet mellem forældre og børn, og vi samtidig er forpligtet på som voksne at vejlede vores børn, bør vi sikre, at oplysningen i det mindste sker i skolerne og måske allerede fra 4.-5. klasse-niveau. Oplysningen skal handle om at give børnene billedanalytiske værktøjer, så de kan bruge hardcorepornografien i den rette sammenhæng og ikke som et spejl for deres egen spirende og prøvende seksualitet, der gerne skal udfolde sig i et mere gensidigt og respektfuldt lys.