Sidste gang søndagens vinder af Perus valg, Alan García, var ved magten, gik det forfærdelig galt. Ikke blot førte han sit land ud i en økonomisk katastrofe, der fik alle internationale kreditorer til at smække kassen i. Hans optrappede krig mod oprørsbevægelsen Lysende Sti førte også til veritable massakrer, der hensatte Peru i en tilstand af permanent rædsel. Som så ofte før i Latinamerika kan det undre, hvor kort vælgernes hukommelse tilsyneladende rækker, når det gælder elendige regenter. I Perus tilfælde er socialdemokraten Garcías sejr dog snarere et udtryk for, at valget stod mellem to onder, hvoraf vælgerne stemte for det mindste. Ikke uden baggrund i virkeligheden lykkedes det den oratorisk begavede García at fremstille sin modkandidat, populisten Ollanta Humala, som marionet for Venezuelas præsident, Hugo Chávez, der helt åbenlyst støttede Humala. Perus vælgere sagde derfor ikke mindst pænt nej tak til Chávez og hans luftige og autoritære 'bolivarske revolution', som foreløbig Bolivia og Cuba har tilsluttet sig. Garcías sejr får ikke blot USA til at ånde lettet op. Også Brasilien og Chile glæder sig over, at Chávez' nationalistiske projekt har lidt et tilbageslag til fordel for en moderat socialdemokratisme. Og for det USA-venlige Colombia betyder udfaldet i Peru, at landet ikke må se sig selv isoleret i regionen. For García agter, i modsætning til Humala, at fortsætte en udadvendt udenrigspolitik, der indebærer anerkendelse af frihandelstraktaten TLC med USA. Men resultatet i Peru afslører, at det andinske land er delt i to store blokke, og García kontrollerer ikke parlamentet. Han har desuden fået mange stemmer fra peruanere, der i virkeligheden ikke bryder sig om ham. Den situation vil tvinge ham til at samarbejde, ikke mindst med Humala, hvis vælgere skal findes blandt de mest forarmede i byerne samt i de forsømte landdistrikter. García bør formå, hvad den afgående og dybt upopulære Alejandro Toledo ikke bekymrede sig om, nemlig at forvalte landets vækst på 7 pct., så den også kommer de fattigste til gode. Selv hævder García, at han er blevet meget klogere, siden han i 1990 måtte flygte fra Peru over hals og hoved under anklager for korruption. Man har da lov at håbe.