Statsløs stat

Lyt til artiklen

DET ER IKKE FØRSTE gang i USA's udenrigspolitiske historie, at den side af en konflikt, som landet tidligere har bekæmpet, pludselig er på listen over modtagere af amerikansk støtte. I Afghanistan var det Taleban, der først nød godt af amerikansk opbakning for senere at blive udråbt til fjenden. Det seneste eksempel er Somalia, hvor der de sidste tre måneder har været kampe mellem islamiske militser og en gruppe krigsherrer i hovedstaden, Mogadishu. Oplysningerne er ikke bekræftet af den amerikanske regering, men meget tyder på, at amerikanerne de sidste måneder har støttet de ikke-religiøse krigsherrer, som er selv samme krigsherrer, der i 1993 skød to amerikanske kamphelikoptere ned, der deltog i en amerikanskledet FN-fredsoperation. Amerikanerne endte med at trække sig ud af operationen, efter at 18 soldater var blevet dræbt og deres lig slæbt gennem Mogadishus gader, og billederne af dem var blevet vist på alverdens tv-skærme. SIDEN TERRORANGREBENE i New York og Washington i 2001 har det borgerkrigshærgede og muslimske Somalia stået på listen over lande, der formodes at give udenlandske terrormistænkte og al-Qaeda-medlemmer husly, og har således været en af de mange fronter, hvor 'krigen mod terror' er blevet udkæmpet. Og amerikanernes frygt for, at Somalia er ved at udvikle sig til et nyt Afghanistan med ideelle betingelser for terrorister, er ikke uden grund. Siden amerikanerne trak sig ud af landet i begyndelsen af 90'erne, har Somalia udviklet sig til et af verdens værste eksempler på en fejlslagen stat. Lovløshed og vold har været dagens orden, og landets mange klanledere har frit kunnet dele magten mellem sig. Det er dette kaos, som mange somaliere nu reagerer på ved at støtte islamisterne, som de stoler på kan skabe ro og orden. ISLAMISTERNE ER NÆPPE svaret på Somalias problemer, men det er forståeligt, at mange somaliere vender sig et nyt sted hen efter 15 år, hvor det eneste, USA og Vesten har kunnet tilbyde dem, var humanitær bistand. Det internationale samfund med USA i spidsen har ved at undlade at genopbygge en økonomisk og politisk infrastruktur og en fungerende regering og stat i Somalia været med til at destabilisere landet i en sådan grad, at man stik mod hensigterne har styrket islamisterne og forhindret, at de yngre generationer i Somalia har alternativer til at få sig et gevær for at overleve. Det må siges at være en terrorbekæmpelsesstrategi, der er slået grueligt fejl.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her