0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Moske

Århus på rette vej

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

NU ER BYGGERIET af en moske i Århus rykket meget nærmere. Forbundet af Islamiske Foreninger har fremlagt et fælles forslag til både moske og kulturhus.

Dermed er en stor hindring for projektet ryddet af vejen, nemlig den hidtidige interne uenighed mellem islamiske grupperinger. Det fælles fodslag og den brede politiske opbakning tyder på, at Danmark inden alt for længe ser sit første egentlige moskebyggeri for den brede skare af muslimer rejse sig i landskabet (ahmadi-muslimernes moske i Hvidovre er kun religiøst hjemsted for en begrænset gruppe).

Det er på høje tid, at denne normalisering sætter ind. De manglende løgkupler og/eller minareter har med symbolsk fravær peget på den marginalisering, det officielle Danmark mere eller mindre bevidst har søgt at udsætte landets muslimer for. En marginalisering, som har ført til unødige konflikter, misforståelser både den ene og den anden vej - al den dæmonisering, som det skjulte og det ukendte afføder.



NÅR DER KAN være moskeer i Oslo og Malmø, i Berlin, Paris og Rom, så kan og bør der naturligvis være moskeer både i Århus og København. Der er 200.000 muslimer i Danmark - de fleste af dem akkurat lige så lidet religiøse som landets mange kristne. Forestillede man sig den vilde tanke, at almindelige danske 'vanekristne' end ikke til jul kunne få lov at gå i kirke, så ville man sikkert se en kristen radikalisering. Det er for så vidt forbavsende, at det store flertal af danske muslimer er så moderate, som de er, når samfundet har gjort så lidt for at trække dem ind i sin midte.

Det er i alles interesse, at muslimerne får deres moskeer, deres begravelsespladser, deres kulturhuse, ja alt muligt normalt, som enhver anden borger, protestant eller katolik, jøde eller buddhist, tager for givet. Et led i samme normalisering kunne være oprettelsen af imamuddannelser ved universiteterne, hvor kristne teologer jo udklækkes i stort tal og med betydeligt modererende effekt.

Tolerance og trosfrihed er nøgler til fredelig og tillidsfuld sameksistens mellem alle borgere i et samfund som det danske. Og det hører med til tolerancen, at vi tåler synet af det, de andre tror på - hvis det syner af noget. En muslimsk moske må gerne syne af en hel del, ligesom kristne kirker. Det er der også arkitektoniske og æstetiske gevinster ved, men først og fremmest store symbolske værdier.

Nu mangler der så bare 50 millioner kroner. En stor indsamling er gået i gang. Den bør lykkes.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere