VK-REGERINGENS hidtil største styrke er langsomt, men sikkert ved at blive dens største svaghed: Den tætte alliance med Dansk Folkeparti svækker i stigende grad manøvrerummet for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Ikke blot skades Danmarks omdømme i udlandet - hvorved udenrigstjenestens muligheder for at gøre en reel forskel i omverdenen indskrænkes - også her på hjemmefronten blokerer VKO-alliancen i stigende grad for tiltrængte pragmatiske samfundsreformer. Karakteristisk nok hverken tør, kan eller vil Fogh & co. følge de enslydende anbefalinger fra de økonomiske vismænd, Velfærdskommissionen og OECD - om dels at droppe skattestoppet og i stedet omlægge beskatningen fra arbejde til boliggevinster, dels at droppe indvandrerstoppet og i stedet åbne grænserne for flere gæstearbejdere udefra. Som tiden går, vil presset fra forstandige eksperter, fornuftige borgere og - forhåbentlig også - en mere aggressiv opposition øges. Skønt Socialdemokraterne har accepteret Foghs reaktionære kontraktpolitik, vil det næppe i længden være muligt for alle store partier at ignorere både virkeligheden og sagkundskaben. Udviklingen viser således, at en succesfuld valgkampstaktik ikke altid er det samme som en holdbar regeringsstrategi. Så jo mindre regeringen klart distancerer sig fra Dansk Folkeparti inden næste valg, vil sandsynligheden for et regeringsskifte stige dag for dag. PIANISTERNE har for længst fornemmet, hvor det bærer hen, og er derfor begyndt at gøre sig endnu mere kostbare over for regeringen - ikke mindst i de igangværende velfærdsforhandlinger, der sagtens kan ende som en 'tab-tab'-situation for alle partier, der medvirker i det endelige forlig. På de indre linjer vil statsminister Anders Fogh Rasmussen derfor få stadig sværere ved at holde sammen på alliancen. De konservatives og de radikales tiltagende flirt med hinanden gør heller ikke situationen nemmere. Den netop afsluttede folketingssamling markerer dermed begyndelsen på enden for VKO-alliancen. Allerede i næste folketingssamling vil der opstå endnu flere forstyrrende sprækker, og dermed vil det også blive lettere for oppositionen at udfordre regeringen. I princippet. Det store spørgsmål er dog, om Socialdemokraterne tør træde ud af Foghs skygge og formulere en selvstændig politik som erstatning for skatte- og indvandrerstoppet.