er vant til fremmed besøg, men normalt kommer gæsterne fra det kolde nord for at nyde godt af varmen. De seneste uger er gæsterne imidlertid kommet fra syd i små og usødygtige både fra Vestafrika. Ankomsten af godt 150 mennesker om dagen i den seneste uge har bragt antallet af immigranter i 2006 op på 7.400 - hvilket er fem gange så højt som i samme periode sidste år. Det er en penibel sag for Spanien, som har brugt mange kræfter og ressourcer på at stoppe indvandringen fra Afrika ved at bygge høje pigtrådshegn rundt om de spanske enklaver Ceuta og Melilla i Nordafrika. Immigranternes ukuelighed og stadige strøm udstiller med uønskelig tydelighed, at regeringen ikke har kontrol med situationen. Regeringens reaktion var da også tidligere på ugen, at immigranterne ikke var et spansk problem, men et europæisk problem og bad derfor EU om bistand. EU har kvitteret ved at love Spanien hjælp til at håndtere situationen ved at aktivere sit nyoprettede grænsekontrolagentur, Frontex. meget uklart, hvordan EU har tænkt sig at bistå. Så længe det handler om praktisk hjælp med at tage hånd om den øjeblikkelige humanitære situation, er bistanden problemfri. Men eftersom flere af EU's medlemslande, heriblandt Danmark, tidligere har ønsket, at opsamlede afrikanere skulle sendes ud af Europa til lejre i transitlandene i Afrika, er der grund til at være bekymret for, at det ønske vil få nyt liv i den aktuelle situation. At fralægge sig ansvaret og eksportere problemet til andre lande er selvsagt ikke nogen løsning. At blive ved med at opfatte immigrationsproblemet fra Afrika som et spørgsmål om mere grænsekontrol og overvågning er lige så håbløst, og eftersom det er den del, Frontex har forstand på, er det ikke betryggende, at det er den del af EU-apparatet, der bliver aktiveret. SELVFØLGELIG BØR de andre EU-medlemslande deltage i løsningen af immigrationsproblemet, som ganske rigtigt ikke er et spansk problem. Men det er heller ikke kun et europæisk problem. Det er et internationalt problem, som kræver internationale løsninger i samarbejde med de lande, hvor immigranterne kommer fra og rejser igennem. For overhovedet at komme i dialog med landene i syd, må der ske en erkendelse af, at årsagerne til migrationen fra syd mod nord er mange og ofte et resultat af den vestlige verdens egen politik.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.