DET ER de færreste, der kender deres personlige CO{-2}-regnskab. Endnu er det forholdsvis nyt, at stater har et og kan handle med deres udslip. Men nu er turen også kommet til den enkelte - og til Danmark. I USA og Storbritannien er det knap så nyt, at ngo'er har netsider, hvor man kan regne ud, hvad det koster i CO{-2} at rejse til den anden side af jordkloden. CO{-2}-forbruget kan så oversættes til dollar, pund eller kroner, som organisationen sørger for bliver investeret i træplantning i Asien eller solfangere i Afrika. Det første danske initiativ står Verdensnaturfonden for, som i stedet for at sende CO{-2}-kronerne ud af landet er gået sammen med Københavns Energi for at give mulighed for, at pengene går til at støtte hovedstadens satsning på solenergi. På den måde nedbringes det danske CO{-2}-udslip, der til gengæld giver udviklingslandene mulighed for at øge CO{-2}-forbruget. PRINCIPPET i CO{-2}-certifikaterne ligner det, vi kender fra andre ngo'ers børnefadderskaber, hvor man hver måned betaler for, at et barn, der ellers ikke ville have fået muligheden, kommer i skole og får en uddannelse. I tilfældet med CO{-2} er det miljøet, der får en bedre chance for at overleve. Man kan synes, at det er en poppet måde at gå til et alvorligt problem på. Man kan også sagtens sætte spørgsmålstegn ved, om det batter noget i det store CO{-2}-regnskab. Ligesom det er tvivlsomt, om fadderskaberne ændrer stort ved fattigdomsprocenten i den tredje verden. Men ligesom med fadderskaberne tjener CO{-2}-certifikaterne et meget større formål end de bidrag, den enkelte indbetaler, og de små fremskridt, de er til at skabe. Ved at formidle problematikken på en måde, som alle kan forstå, og som bringer den tæt på den enkeltes hverdag, og som oven i købet er sjov, får man konkretiseret og skabt opmærksomhed om et globalt problem, som kan synes så abstrakt og fjernt, at man næsten opgiver på forhånd. Initiativet fortjener stor ros for sin oplysende og pædagogiske effekt.