Der er kommet en lind strøm af meddelelser fra FN's fødevareprogram dette forår om nedskæringer af fødevarerationer til verdens fattige på grund af manglende finansiering af organisationens programmer. I marts var det de godt 200.000 somaliske flygtninge i Kenya, der måtte afgive 20 procent af rationerne, og sidst i april modtog 3 millioner fødevareafhængige sudanesere i Darfurprovinsen meddelelse om, at deres rationer ville blive halveret fra 2.100 kalorier til 1.050 kalorier. Til sammenligning anbefaler damebladene deres kvindelige læsere at indtage 1.300 kalorier om dagen, hvis de ønsker at tabe sig. De umiddelbare konsekvenser er indlysende: fejlernæring, underernæring og død. Som om det ikke var rigeligt, er der grumme afledte effekter af fødevareknapheden. Red Barnets nye rapport om seksuelt misbrug af børn i lejre for internt fordrevne i Liberia er et vidnesbyrd om, at tomme maver tvinger piger mellem 8 og 18 år til at indgå en handel om sex for mad. Livet i lejrene udgør en ideel ramme for misbruget: De fordrevne er ofte spærret inde i lejrene på meget lidt plads, de har ikke tilladelse til at arbejde og derved forbedre deres egen situation, familiefædrene er i krig eller er blevet dræbt, og som for at føje spot til skade mangler der mad. I den situation er der ikke så få nødhjælpsarbejdere, soldater og lokale ledere, der står klar til at 'hjælpe'. ikke et enestående eksempel på, at de, der er sat til at beskytte de fordrevne, udnytter og misbruger deres magt. I 2001 blev et omfattende misbrug afsløret i flygtningelejrene i Vestafrika, og der er næppe nogen lejre, der vil kunne holde til et nærmere eftersyn. Man forarges og frastødes dobbelt af, at mennesker, af hvem man forventer godhed, opfører sig så kynisk. Og der er lang vej igen, før blandt andre FN og ngo'erne får udryddet den indirekte tolerance, der praktiseres, ved at meget få sager ender med alvorlige sanktioner. Produktionen af adfærdskodekser i organisationerne efter skandalen i 2001 har været stor, men de er kun en lille del af løsningen. Nultolerancen, som nu officielt er indført alle vegne, må følges op af skrappere sanktioner. Der vil altid være et skævt magtforhold mellem nødhjælpsarbejdere og børn i nød. Det magtforhold har det internationale samfund i sin magt at svække eller styrke. De seneste måneders nedskæringer i fødevarerationerne har alene styrket det.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
