Kold krig 2

Lyt til artiklen

ER KOLD KRIG 2 under opsejling? Det spørgsmål er rejst med fornyet styrke efter USA's vicepræsidents, Dick Cheneys, bredside imod Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Litauen forleden. Cheney tordnede imod tilbageslag for demokrati i Rusland og Moskvas »intimidering og afpresning« med energiressourcerne. Som led i præsident George W. Bushs globale demokratimission vil USA også befri det tidligere Sovjetunionen, lovede Cheney. Han har fuldstændig ret i sin kritik af Putin. Mens EU-lande har dæmpet kritikken af Rusland af hensyn til energiaftaler, har USA skærpet kritikken. Det er tiltrængt, men USA er nu meget dårligere rustet over for Rusland, end det i sin tid var over for Sovjetunionen. Den nye øst-vest-konflikt udspilles primært i Kaukasus og Centralasien, hvor USA og Rusland konkurrerer om kontrollen med de store energiressourcer. En eventuel ny kold krig vil mere handle om økonomi og energi end om ideologi. Mens USA har været skruet ned i moradset i Irak, har Rusland genvundet kontrol med flere energieksportruter, der er nøglen til succes i den geopolitiske kamp. OG DET ER IKKE som under den vaskeægte kolde krig, hvor USA's demokratibudskab gik rent ind. Nu er USA's troværdighed alvorligt skadet af bl.a. Guantánamo og Abu Ghraib. Da Washington for nylig kritiserede Aserbajdsjans præsident for undertrykkelse i dennes land, svarede Ilham Alijev med at spørge: »Betyder Abu Ghraib, at USA ikke er demokratisk?«. Det styrker heller ikke USA's demokratiske budskab, at Cheney under sin rundrejse i det tidligere Sovjetunionen tog grovfilen frem over for Putin, men fløjlshandskerne på over for Kasakhstans præsident, Nursultan Nasarbajev. Cheney roste Kasakhstan for »store fremskridt«, trods svindel med valg og grov undertrykkelse i landet. Her gjaldt det et løfte fra Nasarbajev om mere olie igennem ledninger, som USA har interesser i. Men Kasakhstan har indgået en ny aftale om kraftig forøgelse af olieeksporten via det russiske ledningsnet. Det er tvivlsomt, om der bliver ret meget tilbage til andre. Et USA, der står svækket af anklager for dobbeltmoral, styrker desværre kun Putin, der har pustet sig op til en supermagtleders selvtillid ved hjælp af de høje oliepriser og de mange bejlere til russisk energi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her