NU LIGGER DEN der, den nye opera på Holmen. Et bygningsværk med højst diskutable egenskaber og med en tilblivelseshistorie, der principielt ikke burde forekomme i et moderne demokrati. Men nu ligger den der altså, Henning Larsens og Mærsk Mc-Kinney Møllers Opera, og så er det vel på tide at aktivere den gamle visdom, at kan man ikke få den, man elsker, så må man elske den, man kan få. Navnlig Københavns Kommune burde lægge sig dette på sinde. Det nærmer sig skandalen, at der endnu ikke er skabt ordentlige trafikale adgangsforhold til Operaen, hverken til lands, til vands eller i luften. Det sidste var det mest oplagte med en bro fra Frederiksstaden til Holmen. Men også en forbedret bådtrafik i havnen burde give sig selv, og ikke kun af hensyn til Operaen: Det myldrer med kreative institutioner og mennesker på Holmen, og et venedigagtigt vaporettosystem, der forbandt den nye og opblomstrende bydel med Københavns centrum, ville være et løft både for byen og for vandet. Den eksisterende HT-vandbus, som med lange og ministerielle mellemrum tøffer fra den ene forkert beliggende ponton til den næste, er nogenlunde så fjernt fra forestillingen om en levende havn, som tænkes kan. KØBENHAVNS KOMMUNE må oppe sig. Trepartsmødet i går mellem Det Kgl. Teaters chef Michael Christiansen, overborgmester Ritt Bjerregaard og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam har forhåbentlig været starten på et nyt københavnerliv i havnen. Der er sket tilstrækkeligt med byplanmæssige katastrofer i hele havneområdet de senere år, til at denne tilbageværende mulighed bør gribes med kyshånd. I FORBINDELSE med de aktuelle opførelser af Wagners samlede 'Ring' har Mærsk Mc-Kinney Møller sørget for indsættelse af en ekstra havnebus mellem Nordre Toldbod og Dokøen. Intet burde hindre ham i at udstrække initiativet til permanent havnetrafik i det hele taget - eller finansiering af gangbroen til hans opera. Men hvis det alligevel overstiger hans generøsitet, så bør det ikke overstige skatteydernes. Nu må vi lære at elske den opera og få den gjort til en faktisk tilgængelig del af byen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.