BOB DYLAN, David Bowie, Elton John, Tom Jones, Robbie Williams, Paul McCartney og REM har været der. Snart kan Rolling Stones' og Madonnas navne føjes til listen. Denne række stjerner fra populærmusikkens superliga har kastet deres stjernestøv over den på verdenskortet meget lille by Horsens. Og det har hist og pist fået de grå hår og en lille grøn misundelse til at spire frem i den øvrige koncertbranche. For hvordan lykkedes det gang på gang Musikforeningen Eigils og det relativt mindre spillested Horsens Ny Teater at gøre sig mest attraktiv for stjernerne, der tidligere kun spillede i arenaer som Parken i København? Det har branchen nu fået en forklaring på. Til trods for at der er tale om underholdningsarrangementer i multimillionklassen, tyder det på, at koncertarrangøren Musikforeningen Eigils er blevet behandlet særdeles fordelagtigt af Horsens' egen skattemyndighed. Ved en betænkeligt naiv sagsbehandling har musikforeningen i 1992 fået en momsfritagelse efter en paragraf, der skal beskytte små fodboldklubber og spejderforeninger, der vil sælge pølser eller afholde tombola. Momsfritagelsen har betydet, at Musikforeningen Eigils økonomisk set konsekvent har haft 20 procent bedre vilkår end sine konkurrenter på markedet, når det gjaldt om at byde på de store navne. Denne særbehandling er der nu sat en stopper for, efter at Skat Rønne har overtaget sagsbehandlingen.DET ER IKKE til at vide, om Musikforeningen Eigils blot har udnyttet et hul i momsloven, eller der ligefrem har været tale om bevidst momsunddragelse. Men måske har der været lidt for tætte forbindelser mellem kommunen og musikforeningen, der begge har kunnet se fordelen i at promovere Horsens som Jyllands kulturhovedstad. Man kan jo nemt være blevet forblændet af tanken om alle de store stjerner og alt det gode, deres nærvær ville gøre for byen. Et spørgsmål, der står tilbage, er, om koncertarrangørerne generelt har for vanskelige vilkår i Danmark? Det har de næppe. Med navne i denne klasse er der tale om en solid kulturindustri, der også tidligere lagde vejen forbi kongeriget. Det vil de også blive ved med fremover, hvor en stadig større del af musikernes indtjening sker på scenen frem for i pladebutikkerne.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.