Den seneste tids kritik af forholdene for asylansøgere på de danske asylcentre har sat Dansk Røde Kors i en vanskelig situation. Røde Kors har i mere end 20 år haft ansvaret for at drive asylcentre for den danske stat. I 1980'erne og 90'erne, da der kom langt flere asylansøgere end i dag, udgjorde asylafdelingen en meget stor del af Røde Kors' virksomhed i Danmark, men i takt med at det er lykkedes at skræmme asylansøgere væk fra Danmark, er der blevet færre og færre at tage sig af, og Røde Kors har i de senere år måttet nedlægge asylcentre og afskedige medarbejdere. De få centre, der fortsat drives af Røde Kors, bebos dels af asylansøgere, der venter på at få deres sag behandlet, dels af de grupper, som har fået afvist deres sag, men som enten ikke kan eller ikke vil rejse hjem. Røde Kors har således en stærk interesse i, at staten fortsat vil lade organisationen drive asylcentrene, men samtidig har den som humanitær organisation også pligt til at varetage asylansøgernes interesser. Der er intet som helst, der tyder på, at Røde Kors ikke driver asylcentrene så godt, som det er muligt under de givne forhold. Det er derfor også forståeligt, at lederen af Røde Kors' asylafdeling, Jørgen Chemnitz, forsvarer Røde Kors' arbejde. Og han har fuldstændig ret, når han siger, at hovedproblemet er, at asylansøgerne opholder sig alt for længe i lejrene, men da der jo knap nok tegner sig et flertal for blot minimalt at forbedre disse menneskers situation, er det utopisk, at de skulle blive sluppet ud af lejrene. Derfor stiller realiteterne Chemnitz og Røde Kors i det dilemma, at de ved at arbejde under og acceptere de 'givne forhold' også er med til at legitimere dem og få et ansvar for dem. Jørgen Chemnitz fremhæver, at Røde Kors er en humanitær og dermed en politisk neutral organisation, og han vil derfor ikke komme med en 'kræveliste' til flygtninge- og integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) og ikke kommentere Dansk Folkepartis afvisning af at give flere penge til at forbedre især børnenes vilkår. Det er klart, at man skal finde en balance, men Dansk Røde Kors' generalsekretær Jørgen Poulsen har aldrig været bleg for at råbe både befolkning og politikere op, når mennesker ude i verden, langt væk fra den danske grænse, var i nød. Det er svært ikke at få den tanke, at det sidder i baghovedet på Røde Kors, at den siddende regering for ikke så længe siden fjernede integrationen af flygtninge i Danmark fra en søsterorganisation, nemlig Dansk Flygtningehjælp. Hvem siger, at driften af asylcentre her i landet ikke nemt kunne udliciteres? Røde Kors må være sig sin dobbeltrolle pinligt bevidst. Organisationens troværdighed står på spil.