STORHEDSTIDEN er forbi. Efter i årevis at have leflet for Dansk Folkeparti har VK-regeringspartierne endelig skåret pianisterne ned til naturlig størrelse: Langt om længe er det blevet udstillet, at Dansk Folkeparti trods alt kun repræsenterer 444.948 vælgere; eller hvad der svarer til hver tiende stemmeberettiget dansker. At vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) ligefrem er begyndt at invitere Pia Kjærsgaard i audiens i Økonomiministeriet viser med tydelighed, hvem der sætter dagsordenen. Dansk Folkeparti går i øjeblikket fra ydmygelse til ydmygelse. Årsagen er enkel: ved ikke at turde gøre alvor af truslerne om at vælte såvel forbrugerminister Lars Barfoed (K) som trafikminister Flemming Hansen (K) har Dansk Folkeparti vist, at det ikke er andet end et oppustet støtteparti til regeringen. Dansk Folkeparti er ikke noget midterparti. De kan gøre sig kostbare over for de konservative, men parlamentarisk set er de ufarlige. For når det kommer til stykket, har de ikke viljestyrken til at vælte statsminister Anders Fogh Rasmussen. Denne selverkendelse har Dansk Folkeparti imidlertid ikke, og derfor vader partiet ind i stadig hyppigere ydmygelser. FORLØBET HAR samtidig vist, at Dansk Folkeparti ikke evner at fastholde en klar politisk linje, så snart debatten handler om andet end at chikanere herboende muslimer. Politikerne i Dansk Folkeparti tumler rundt uden at ane, hvad de skal sige og gøre. Partileder Pia Kjærsgaard gentager blot - som en anden Helle Thorning-Schmidt (S) om de radikale - at de konservative skal skrue ned for profileringen. Men på samme måde som Socialdemokraterne ikke kan bestille plads i debatten, har Dansk Folkeparti også måttet sande, at de ikke kan tvinge de konservative til at tie stille. Tværtimod. Jo mere klynkende og magtesløs Pia Kjærsgaard fremstår, jo mere vinder Venstre og de konservative frem. At Dansk Folkeparti endnu ikke har gennemskuet denne enkle mekanisme viser, at partiet ikke længere har sin vante fingerspidsfornemmelse for det taktiske magtspil på Christiansborg. Ved konstant at fremsætte tomme trusler mod de mest klodsede, konservative ministre udstiller Dansk Folkeparti, at partiet reelt kun spiller rollen som tandløs puddelhund ved regeringens fødder. For enten må de vælte VK-regeringen eller også må de besinde sig på blot at være et lille, yderligtgående støtteparti.