DANMARK SKAL ikke klandres for at være et af de få lande i Europa, ja i verden, der hvert år modtager såkaldte kvoteflygtninge. Danmark har i adskillige år ud over de flygtninge, der er ankommet spontant, taget imod 500 flygtninge, der er særligt udvalgt af FN, fordi de befinder sig i en uholdbar situation, enten som følge af risiko for forfølgelse, der hvor de er, eller fordi de er syge eller på anden måde udsatte. F.eks. har de 500 årlige genbosætningspladser været brugt til at forhindre misbrug mod kvinder og børn, som er særligt sårbare i situationer, hvor fødevarerationerne i flygtningelejrene på grund af pengemangel i FN bliver skåret ned, sådan som det for øjeblikket er tilfældet i Kenya, hvor flere hundrede tusinde mennesker sidder spærret inde i lejre uden håb for fremtiden. Det er disse mest sårbare flygtninge, som Danmark med indførelsen af nye kriterier for genbosætning svigter. Herefterdags skal flygtninge, som udvælges til genbosætning, nemlig have 'integrationspotentiale', hvilket ifølge regeringens definition vil sige, at man har en uddannelse eller kan tale et eller flere fremmedsprog. At genbosætningslande gerne vil håndplukke de stærke flygtninge er ikke nyt, det har store genbosætningslande som USA og Canada gjort i mange år, og der er heller ikke nødvendigvis noget galt i at give veluddannede flygtninge adgang til genbosætning. Problemet er, når man som i Danmarks tilfælde ændrer kriterierne og bevarer en uændret kvote på 500. Så bliver der, uanset hvordan regeringen vender og drejer det, færre pladser til dem, der har et presserende beskyttelsesbehov. Derfor er de nye genbosætningsregler en sammenblanding af indvandringspolitik og flygtningepolitik på de allersvagestes bekostning. FOR IKKE AT fremstå fuldstændig hjerteløs gemmer regeringen sig bag en øget indsats i flygtningenes nærområder. Det lyder jo pænt, at man vil gøre mere for flygtningene langt væk, men for de fattige udviklingslande, som er flygtningenes 'nærområder', lyder det som ansvarsforflygtigelse og dumpning af mennesker og problemer i lande, som dels er kendetegnet ved at huse mange flygtninge og dels ikke kan brødføde deres egne befolkninger. De har desværre ret.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.