EFTER TERRORANGREBET 11. september invaderede USA to lande. Først Afghanistan, så Irak. Men hvem skulle Storbritannien invadere efter terroren i undergrunden sidste sommer? Og i mangel af en invasion, hvilke netværk i Pakistan og omegn skulle de optrevle for at komme truslen om mere terror til livs? Det er nu officielt, at svaret er: Intet land, intet bagland og intet netværk. De fire unge mænd, der tog over 200 uskyldige mennesker med sig i døden, handlede alene. Aktionen krævede hverken flere penge, mere teknisk snilde eller mere logistik, end hvad de fire unge mænd selv kunne klare. Og hvad ideologien og fanatismen angår? Den fandt de på nettet. Konklusionen fra London er skræmmende. Men den er også lærerig. DEN ER skræmmende, fordi samfundets sårbarhed er så ekstrem. En håndfuld unge mænd skal bare ville det - så er hundreder, ja, i værste fald tusinders uskyldige liv i fare. Vi kan måske beskytte vores passagerfly og vores atomkraftværker, men vi kan ikke meningsfuldt beskytte vores busser, børnehaver, legepladser og diskoteker. Det er skræmmende, og det begrunder, at professionelle politifolk bruger al deres kreativitet på at holde øje med de miljøer og de ideologier, hvori den ekstreme vold kan udklækkes. I London var det en opringning fra et familiemedlem, der gjorde det muligt at opklare forbrydelsen. I fremtiden vil en opringning fra en ven eller et familiemedlem formentlig ofte være det eneste, der kan forpurre terror. Skræmmende, men også lærerigt. For hvordan holder samfundet sig så gode venner som muligt med de potentielle terroristers venner og familier? Det ved PET noget om, men der er ikke meget, der tyder på, at der er ret mange andre, der har fattet pointen. Helt sikkert er det, at hvis vi i fremtiden skal invadere et land eller to eller tre, så skal vi gøre det, når det er nødvendigt og moralsk rigtigt (og fordi der er udsigt til succes). Ikke for at vinde et slag i 'den store krig mod terror'. Det slag skal udkæmpes et helt andet sted.