»TITUSINDER ER døde. To millioner er på flugt. Børn dør. Kvinder voldtages. Landsbyer brændes ned. Folk lever i evig angst, og verdenssamfundet ... diskuterer«. Citatet om situationen i den sudanske Darfur-region stod at læse på denne plads for godt et år siden. I dag er situationen uændret, lige bortset fra at de døde nu skal tælles i hundredtusindvis, og at tæt på tre millioner er på flugt. Så vidt man da ved, for der er store områder af Darfur, der er lukket land for de internationale nødhjælpsorganisationer. Senest måtte FN's nødhjælpskoordinator, nordmanden Jan Egeland, opgive at besøge Darfur tidligere på ugen, efter at den sudanske regering meddelte, at han var uønsket. Regeringens påskud for at aflyse Egelands besøg lød, at Norges rolle i Muhammedsagen gjorde det uheldigt for en nordmand at besøge et område, der var midt i at fejre profeten Muhammeds fødselsdag. Norsk Flygtningehjælp, som stod for ledelsen af en lejr for 100.000 internt fordrevne, røg ud under samme påskud. Forklaringen er nærmere, at situationen i Darfur er blevet dramatisk forværret, og at den sudanske regering bevidst har obstrueret besøget, ligesom de humanitære organisationer forhindres i at udføre det arbejde, som burde være den sudanske regerings ansvar, nemlig at beskytte befolkningen i Darfur. at de humanitære organisationer blev smidt ud af Darfur, udtrykte FN's Sikkerhedsråd bekymring over den humanitære krise og opfordrede konfliktens parter til at beskytte civile og indgå våbenhvile. De mildest talt vage formuleringer kan man kun håbe skyldes, at der for øjeblikket foregår forhandlinger med den sudanske regering om at indsætte en fredsbevarende styrke til afløsning for den utilstrækkelige styrke, som har været ledet af Den Afrikanske Union (AU). Hidtil har Sudan nægtet at acceptere en FN-styrke med vestlig deltagelse under henvisning til, at man ikke ønsker, at Sudan bliver et 'nyt Irak'. AU-styrken har trods finansiering fra USA og EU hverken haft penge, udstyr eller autoritet til at klare opgaven. Det bedste, FN kan gøre nu, er at tilbyde at inkorporere de hidtidige AU-soldater i FN-styrken, hvis mandat samtidig må styrkes. Forhåbentlig redder det den sudanske regering fra at tabe ansigt, og FN fra yderligere handlingslammelse.