DER FINDES to grunde til at ryge: nydelse og afhængighed. Men der findes 79.000 grunde til at lade være. For så mange mennesker - eller hvad der i antal svarer til indbyggerne i en stor dansk provinsby - dør af passiv rygning hvert år i EU. Og hvert af disse meningsløse dødsfald er en god grund til at skodde sidste smøg og droppe den dødbringende vane. At ryge er en privat sag, men ikke når den personlige nydelse påfører andre gener og helbredsrisiko. Det er på den baggrund, man skal se regeringens bud på en ny rygepolitik. Regeringen vil forbyde rygning på offentlige arbejdspladser. På private arbejdspladser skal der indføres rygeregler, som sikrer, at ingen tvinges til at blive generet af røg. Samtidig bliver butikscentre, sportshaller, kulturinstitutioner og andre steder med offentlig adgang for alle renset for de gråblå nikotinskyer. På spisesteder skal der som udgangspunkt være rygeforbud, men der står en lille kattelem åben. Der kan etableres særlige rygerum. Og mindre værtshuse kan vælge, om de vil være røgfri eller ej. SAMLET ER lovforslaget en fornuftig mellemlanding på vejen mod et samfund fri for tobak. Passiv rygning hindres, og det gøres besværligere at ryge. Ikke mindst det sidste vil tilskynde flere rygere til at holde op. De tvinges nemlig til at tænke, før de tænder, når de skal vandre mange meter og måske finde sig til rette i et nikotingult rygerum. Det hilser mange rygere velkommen. En undersøgelse foretaget sidste år af Kræftens Bekæmpelse viste, at otte ud af ti rygere gerne ser begrænsende regler for rygning. NÅR FORDELENE ved rygeforbud er så åbenlyse, er det oplagt at spørge, om ikke forbuddet skal være totalt? Spørgsmålet må besvares ved at slå fast, at det er røgen, der skal bekæmpes, og ikke rygerne. Der bør, som der også er i forslaget, stadig være plads til, at der kan findes pragmatiske løsninger. Det kan, for nu at bruge sundhedsministerens eksempel, være gamle fru Jensen på plejehjemmet, som har røget, siden hun var 17 år, og som fortsat skal have mulighed for at ryge inde på sin stue. Det samme skal den indsatte i fængslet og psykisk syge på hospitaler. Lidt sur tobakssovs er der dog grund til at dryppe i bægret. Offentligt ansatte er udset til være bannerførere i kampen mod rygning og acceptere skrappere regler end privatansatte. Det er en forskelsbehandling, som det er svært at finde gode grunde til. Kriteriet bør i stedet være, om røgen generer andre.