Leder af<b>POLITIKEN</b>

Stordumt

Lyt til artiklen

AHMED AKKARI har igen formået at tiltrække sig offentlighedens opmærksomhed - denne gang for en vulgær og ondartet plathed om, at Naser Khader skulle sprænges i luften, hvis han engang blev minister. Selv om politiet nu på grundlag af en anmeldelse fra de radikale efterforsker sagen, er det svært at tro, at der skulle være tale om en forbrydelse. Selv om udtalelsen er opfanget med skjult kamera, er den faldet i selskab med en journalist - ikke den mest oplagte situation at forberede et attentat i. Men Ahmed Akkaris bemærkning er i det nuværende danske debatlandskab nærmest værre end en forbrydelse: Den er en kæmpe dumhed. Netop som Akkari sammen med fem andre danske imamer på en stort anlagt muslimsk konference i Bahrain har opfordret deres trosfæller til at droppe boykotten mod Danmark, kommer den franske tv-afsløring på det dårligst tænkelige tidspunkt i forhold til den polarisering, der hærger landet. Når bemærkningen ikke er spor morsom, uanset at Akkari kalder den for sarkasme, så skyldes det naturligvis, at Naser Khader i forvejen må leve med politibeskyttelse, fordi han har fået trusler, som politiet tager alvorligt. I PLATHED minder episoden om dengang, det kom frem, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde underholdt regeringens økonomiudvalg med at plaffe løs på en fiktiv udgave af Salman Rushdie under en løssluppen julefrokost i Finansministeriet. Heller ikke dengang tålte spøgen at komme offentligt frem, fordi dødstrusler i forhold til Salman Rushdie var alt andet end en spøg. Der kan dog samtidig være grund til at advare mod overdramatisering og alt for alvorstunge reaktioner. Indtil det modsatte er bevist, er der ingen som helst grund til at tro, at dumheden var andet end netop dum og usympatisk. Bestyrtelse, chok og krav om straf er på det foreliggende grundlag overdrevne, selv om episoden jo desværre kun spiller alt for godt sammen med den velbegrundede bestyrtelse over rigtige trusler og ambassadeafbrændinger, der har præget Muhammedkrisen. Situationen er alvorlig nok til, at den ikke behøver at blive sat på spidsen i snart sagt en hvilken som helst anledning. Som landet ligger, fortjener Akkaris kæmpe dumhed hverken mere eller mindre end en afstandtagende hovedrysten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her