DANMARK ER ikke i verdensklasse, når det gælder forskning. Langtfra. End ikke i europæisk klasse. Den sørgelige sandhed er således, at VK-regeringens investeringer i offentlig forskning ligger mærkbart under EU-gennemsnittet. Den højt besungne målsætning om at bruge 1 procent af BNP på offentlig forskning i 2010 er nemlig allerede indfriet i lande som Sverige, Finland, Frankrig og USA. Og om fire år vil gruppen af lande, der investerer mindst 1 procent af BNP på offentlig forskning, med garanti være så stor, at Danmark fortsat kun vil ligge under gennemsnittet i såvel EU som resten af den højt industrialiserede verden. Oprindelig var målsætningen om at bruge 1 procent af BNP på offentlig forskning også kun tænkt som en laveste fællesnævner, som alle lande i Europa skal kunne opfylde i 2010. At det er lykkedes regeringen at promovere slagordet om '1 procent af BNP i 2010' som en ambitiøs målsætning, må derfor betegnes som et fupnummer. For uanset hvordan man opgør de samlede forskningsbevillinger, kan det aldrig kaldes ambitiøst blot at ville ligge i den tunge ende. I bedste fald er VK-regeringens forskningspolitik derfor lige så middelmådig som SR-regeringernes i 1990'erne. DISKUSSIONEN bør ikke længere begrænses til, hvordan Danmark når op på 1 procent af BNP i 2010, men i stedet handle om, hvordan dansk forskning løftes helt frem i førerfeltet. Desværre er det lettere sagt end gjort. Først og fremmest fordi det vil tage lang tid at skabe forskning i verdensklasse. Det tager f.eks. flere år at skabe forskningsmiljøer, der kan tiltrække de kvikkeste hoveder fra hele verden; og det tager mange år at uddanne nye ph.d.-studerende. Så selv hvis det blev besluttet at skifte kurs nu, ville det i realiteten tage foruroligende mange år, før Danmark for alvor ville kunne være oppe på det niveau, hvor vores nabolande er i dag. Men så meget desto vigtigere er det, at regeringen hurtigst muligt dropper sit nuværende fedtspilleri og lancerer en langsigtet strategi for, hvordan Danmark i 2010 løftes op over EU-gennemsnittet - og bringes helt i front i 2015. Alt andet er en kortsigtet taberstrategi, der vil koste dyrt for Danmark.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
