HÅBET om fred på langt sigt mellem israelere og palæstinensere bliver rutinemæssigt torpederet af konflikter, vold og ballade på kort sigt. Det er anerkendt globalt, at der på langt sigt kun er én mulig løsning, hvis der overhovedet findes en løsning: Israel må forlade Vestbredden, ligesom det har forladt Gaza, for at give plads til en levedygtig palæstinensisk stat. Og de to parter må enes om at dele Jerusalem politisk, mens de fysisk må lære at leve med byen udelt. Det er nemmere sagt end gjort, og den voldsomme ballade ved Israels bortførelse mandag af fanger fra et palæstinensisk fængsel i Jeriko er kun endnu et eksempel på, at både parterne selv og omverdenen forhaler de nødvendige beslutninger. SELVFØLGELIG har Israel ikke ret til at bortføre fanger fra et fængsel i det palæstinensiske selvstyre. Det er lige så klart, at palæstinenserne ikke holdt deres aftaler, da de lod den terrordømte PFLP-fange drive valgkamp fra fængslet og gav ham grund til at tro, at han ville blive løsladt, i strid med alle aftaler med Israel, USA og Storbritannien. Og selvfølgelig er det stærkt problematisk, at palæstinensernes nye Hamasstyre ikke vil anerkende Israel og forhandle om fred med dette land på grundlag af de aftaler, som tidligere palæstinensiske ledere har indgået. Det er skruen uden ende og opskriften på nye, blodige konflikter. Så meget desto mere fortvivlende er det, at omverdenen - især arabiske lande, USA og EU - hellere undgår at tage medansvar end for alvor at kalde parterne til orden. DEN ISRAELSKE EXIT fra Gaza sidste sommer var en prima mulighed for at give palæstinenserne håb om udvikling - socialt, økonomisk, politisk. Men hvor er de arabiske investeringer? Hvor er den massive internationale hjælp? Den israelske exit fra Gaza giver også kun mening, hvis den giver palæstinenserne håb om en efterfølgende befrielse af Vestbredden. Men hvor er det arabiske pres på Hamas for at få bevægelsen til at forhandle med israelerne om en fredelig løsning? Og hvor er det vestlige pres på Israel for at få det til at besinde sig på også at forlade Vestbredden til fordel for en ny palæstinensisk stat? Der er kun ét sikkert resultat, hvis omverdenen stikker hovedet i busken i det hellige land: fortsat besættelse, mere oprør, mere død og masser af ødelæggelse.