Vise ord

Lyt til artiklen

Claus Hjort Frederiksen (V) havde fundet en af de mere usædvanlige fødselsdagsgaver frem, da han i går markerede etårsdagen for CEPOS ved at invitere tænketanken med i Det Økonomiske Råd. Ifølge beskæftigelsesministeren har den borgerlig-liberale tænketanks bidrag til debatten været så kvalificeret, at han vil give den samme status som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der allerede er medlem af rådet. Ideen om at forny Det Økonomiske Råd er god. Med over 40 år på bagen trænger rådet til at få banket rusten af. Som sagerne står i dag, er det nærmest udelukkende rådets formandskab, de tre økonomiske vismænd, der tegner butikken. Anført af overvismand Peter Birch Sørensen er de yderst aktive og med til at holde et højt niveau i den økonomiske debat. Til gengæld hører man stort set ikke et ord fra de øvrige 26 rådsmedlemmer. Hvem kan for eksempel huske, hvornår formanden for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørgen Vorsholt, har sagt noget mindeværdigt i debatten om den økonomiske politik? Og det er heller ikke hvert år, der kommer lyde fra Danske Andelsselskaber, som er repræsenteret i Det Økonomiske Råd med en gårdejer ved navn Bent Juul Sørensen. Det giver god mening at give Det Økonomiske Råd en saltvandsindsprøjtning. Og gerne via medlemmer, der føler sig forpligtet til at deltage i den økonomiske og politiske debat. For eksempel uafhængige tænketanke, der tør sætte spørgsmålstegn ved vante forestillinger. Ikke blot fordi det vil være godt for den offentlige debat og sundt for de tre vismænd at blive holdt til ilden. Men også fordi det kan være med til at illustrere, at økonomi ikke er en eksakt videnskab. En stærkere debat vil gøre det tydeligere, at der gemmer sig et ideologisk udgangspunkt bag de fleste økonomiske teorier. Før man åbner døren for CEPOS, er der dog grund til at afgøre, hvilke kriterier der bør gælde for medlemmerne af Det Økonomiske Råd. Skal der for eksempel være mindstekrav til de faglige kundskaber, og er det nok, at man kun har én økonom i medarbejderstaben, som tilfældet er med CEPOS? Omvendt er spørgsmålet, om ikke CEPOS snart besidder samme faglige ekspertise som mange af de nuværende medlemsorganisationer. Når det er tilfældet, vil vi såmænd også gerne have vores navn skrevet på fødselsdagsgaven til CEPOS.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her