EFTER NOGLE dages ro uden voldelige demonstrationer og afbrænding af danske flag finder Dansk Folkeparti (DF) det opportunt at sætte lidt rav i gaden med en ny provokerende annoncekampagne, der afprøver ytringsfrihedens grænser i Danmark. Partiets udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, har mistanke om, at danske annoncesælgere er bange for at trykke annoncer, der støder muslimer. Derfor skal kampagnen med Søren Espersens ord vise, om det danske samfund er sat tilbage til 1850, eller måske helt tilbage til 1750. Til tider har man haft en fornemmelse af, at det netop var den svundne tid, Dansk Folkeparti længtes efter, men man forstår nu, at en sådan skruen tiden tilbage vil være uønskelig. Det er på en måde en god nyhed. Knap så godt er det, at det ikke længere er kunsten, der afsøger ytringsfrihedens grænser, men et politisk parti med en klar islamofobisk dagsorden. I modsætning til kunsten, som mener det alvorligt, er Dansk Folkepartis planlagte annoncekampagne udtryk for en let genkendelig populisme. DANSK FOLKEPARTIS idé kommer i kølvandet på, at Banedanmark først afviste og senere besluttede at vise en reklame på Nørreport Station for Jørgen Bæk Simonsens bog 'Hvad er islam?', og Betty Nansen Teatrets nej tak til at lægge scene til den norskpakistanske stand-up-komiker Shabana Rehmans show på kvindernes internationale kampdag. Eksemplerne illustrerer, at der ikke alene på mediernes redaktioner, men også i statslige institutioner og på private teatre selvfølgelig foregår overvejelser om, hvad der skal trykkes, bringes og vises. Det er hverken overraskende eller opsigtsvækkende; det er bare normalt. I den proces foretages der, som vi har set, skøn og fejlskøn. Banedanmark gjorde sig klart skyldig i sidstnævnte, mens det er sværere entydigt at afgøre, hvad der er bevæggrunden for Betty Nansen Teatrets beslutning. OM VI FÅR annoncerne at se, kommer ifølge Søren Espersen an på, om de vil være i nationens interesse. Man må gå ud fra, at det i Dansk Folkepartis overvejelser indgår, om Jyllands-Postens Muhammedtegninger har gavnet Danmark. Eftersom det spørgsmål kan besvares entydigt, kan det konkluderes, at Dansk Folkepartis ærinde er at overbyde Jyllands-Posten. Hensigten er ikke blot at provokere for provokationens skyld, men i ytringsfrihedens navn at søge konfrontationen. Det vil utvivlsomt gavne Dansk Folkeparti og skade Danmark.