42 kroner

Lyt til artiklen

DET ER BLEVET sagt mange gange, at Danmark har verdens bedste filmstøttelov. Og man skal være meget krakilsk, hvis ikke man læser samme positive budskab ud af dagens undersøgelse, lavet af Dicar for Politiken. Det går forrygende for dansk film også ud fra en ren cost-benefit-betragtning. For hvad har vi fået for de 42 kroner, en dansk film i gennemsnit koster pr. billet? Et lille lokalt kulturmirakel, fristes man til at sige. Over seks år er det blevet til cirka hundrede film, som er blevet set af mange millioner. Danskerne hører i Europa til de mest trofaste over for deres nationale filmproduktion, og vi er blandt dem, der får mest ud af støttepengene. Og de 42 kr. pr. solgt billet dækker kun tallene i de danske biografer. Tager vi salget i udlandet og filmenes efterliv på dvd med, falder tallet pr. tilskuer betydeligt. Det er en meget lille pris, vi alle betaler for at have en frodig lokal filmkultur. ÅRSAGEN TIL, at prisen er så lav, er, at der bliver lavet film, som publikum har lyst til at se. Hvis publikum svigter, stiger prisen jo. Spørgsmålet er, om prisen er for lav. For med kun otte film, der har kostet over tusind kr. pr. billet, som er den støtte, Det Kongelige Teater modtager for hver af sine billetter, er det kunstneriske ambitionsniveau måske sat for lavt. Der er mange velfortalte dramaer og fine komedier på listen, mange gode børnefilm, men lovlig få animationsfilm og kun få, der udfordrer genrerne eller dramaturgien og tager springet fra solid filmproduktion til vovet filmkunst. Vi kan godt tåle lidt flere svipsere i håbet om tilsvarende flere højdespringere. Men kun fordi det brede billede er så positivt. Den store volumen med en jævn støtte fordelt på mange film har vist sig at være en farbar vej for et lille sprogområde. Hvad undersøgelsen jo viser frem for alt er, at pengene langtfra forsvinder ned i produktionens sorte huller, men rent faktisk kommer publikum i biografmørket til gode. Mange konklusioner kan uddrages af denne undersøgelse om dansk film og støttekronerne, men det er svært ikke at drage dem alle i positiv retning. Når dansk film i aften skal fejre sig selv ved den årlige Bodil-prisuddeling kunne branchen passende reservere en Bodil-statuette til filmstøtteloven.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her