Udskilningsløb

Lyt til artiklen

HELDIGVIS har vi ikke længere brug for at sende bønderkarlene på skolebænken, mens markerne er dækket af sne - ganske enkelt, fordi vi i løbet af de seneste 100 år har udviklet et omfattende, gratis skolesystem, der fungerer året rundt, for folk fra alle egne og alle sociale lag. At højskolernes elevtal stadig styrtdykker, bør derfor ikke kunne undre nogen. Tværtimod er det imponerende, at de nu har formået at holde sig selv i gang i mere end 160 år. Ret beset mistede landets højskoler deres oprindelige eksistensberettigelse for mere end en generation siden, og siden da har de stadig mere desperate overlevelsesstrategier handlet om at udbyde nogle mere eller mindre tilfældige kurser om alt fra fingermaling til tantrasex. Lige meget har det dog hjulpet. Elevtallet falder fortsat og er efterhånden nået til et kritisk punkt, hvor antallet af højskoler nødvendigvis også må begynde at falde mærkbart. Når nutidens unge ikke gider at tage på højskole - fordi de enten hellere vil hurtigt i gang med en regulær uddannelse, rejse jorden rundt eller forsøge at hustle sig gennem tilværelsen på anden vis - er der ingen grund til at give de tomme højskoler kunstigt åndedræt. Tværtimod ville det styrke de få velfungerende og tidssvarende højskoler, hvis antallet af højskoler faldt fra de nuværende 79 til en snes stykker. De sunde højskoler har nemlig ikke brug for omklamring fra politikerne. HØJSKOLEN som skoleform har stadig en berettigelse, hvis den - på samme måde som tidligere - formår at samle nogle af de mennesker op, der ikke bare glider gnidningsfrit gennem det traditionelle uddannelsessystem. Når op mod en femtedel må forlade folkeskolen som funktionelle analfabeter, og nogenlunde lige så mange dropper ud af videregående uddannelser, er der fortsat mange unge, som har hårdt brug for at få deres indlæringsproces genstartet. Her kan højskolerne komme til at spille en rolle, særligt hvis de formår at udvikle nye former for samarbejde med det øvrige uddannelsessystem, herunder ikke mindst de lokale voksenuddannelsescentre (VUC). Højskolerne kan også oplagt få en rolle at spille i integrationen af indvandrere: som introduktion til den nordiske medborger- og folkeoplysningstradition. Højskolerne må tilpasse sig en tid, hvor uddannelsestilbuddene er mere mangfoldige end nogensinde - i både ind- og udland. Det forestående udskilningsløb vil dog utvivlsomt skabe voldsom ballade, ikke mindst lokalt. Netop derfor er der grund til at minde om, at det faldende elevtal i bund og grund er udtryk for en positiv udvikling, hvor højskolerne er blevet overhalet af andre og bedre ud- og dannelsestilbud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her