DET HAR længe været svært at bevare optimismen og håbet om, at Irak er på rette spor, og efter onsdagens bombeangreb mod imam Ali al-Hadi-moskeen i Samarra er det næsten umuligt. Moskeen er en af shiamuslimernes allerhelligste moskeer, og angrebet synes kynisk kalkuleret til at fremprovokere en voldelig konflikt mellem shia- og sunnimuslimer. Hvad alt indtil videre tyder på at være lykkedes i deprimerende høj grad. Efter bomben er dusinvis af sunnimuslimske moskeer i Irak blevet angrebet og sat i brand af rasende shiamuslimer. Mindst tre imamer er blevet dræbt, en fjerde siges at være blevet kidnappet, og i visse dele af landet synes selv myndighederne at være blevet grebet af lynchstemningen. For eksempel har politiet i Basra tilsyneladende arresteret og skudt 10 udenlandske arabere som gengæld for angrebet i Samarra. SOM VED tidligere terrorangreb har shiamuslimernes religiøse leder, storayatollah Ali al-Sistani opfordret til ro og besindighed, men også hans tålmodighed og tro på den demokratiske vej synes at være næsten opbrugt. Efter formaningen om ro bemærkede al-Sistani således, at hvis staten ikke kunne beskytte shiamuslimerne, så kunne de skam klare det selv. Det er dårlige nyheder for Iraks fremtid, og meget mere muntre er reaktionerne fra det politiske system ikke. Ganske vist opfordrede både Iraks præsident, den kurdiske Jalal Talabani, og premierminister Ibrahim al-Jaafari efter angrebet til ro og national enhed, men en talsmand fra det største sunnimuslimske parti erklærede, at det har suspenderet forhandlingerne om at indgå i Iraks kommende koalitionsregering. IRAK SYNES dermed tættere på borgerkrig end nogensinde, siden Saddam Hussein blev afsat, og det er endda, før den yderliggående shiitiske leder Muqtada al-Sadr har indikeret, hvor han står, og om han vil være fortaler for fred eller det modsatte. Mulighederne for omverdenen og især USA for at påvirke og forbedre situationen er vanskelige at få øje på, ikke mindst fordi mange shiamuslimer synes at have konkluderet, at deres position vil blive styrket, jo hurtigere amerikanerne og deres allierede forsvinder. Indtil videre synes der ikke at være meget andet at gøre for det internationale samfund end at holde fast og forsøge at presse både shia- og sunnimuslimer til at danne en fælles regering. Men opgaven er bestemt ikke blevet lettere i denne uge og kræver efterhånden noget nær et mirakel for at lykkes.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
