SAGEN OM de ulyksalige profettegninger er langtfra slut. Det er indlysende, at der ingen som helst meningsfuld proportionalitet er mellem det danske udgangspunkt og den vrede, det har udløst. Men det gør ikke Danmarks problem mindre. Intet er i denne situation nemmere end at samle al opmærksomhed om de 'ustyrlige kræfter' og de enorme indre problemer, der forklarer store dele af den muslimske verdens reaktion. Men dette naturlige fokus er ikke kun naturligt. For regeringen betyder det, at den kan undgå, at offentligheden får øje på, hvor stort et medansvar den selv har for den udenrigspolitiske katastrofe. I denne og sidste weekend har vi her i avisen dokumenteret, at billedet af et lille land, der i slutningen af januar blev ramt af en uforudset og uforudsigelig storm, der først og fremmest var skabt af illoyale hjemlige imamer og deres repræsentanter, er helt igennem misvisende. IKKE BARE blev 11 ambassadørers ønske om en bred dialog bevidst misforstået og afvist i oktober. I de efterfølgende tre måneder er en lang række markante diplomatiske faresignaler blevet fortrængt og ignoreret. Det fremgår af offentligt tilgængelige dokumenter og bekræftes af danske diplomater, at den danske udenrigstjeneste gang på gang i oktober, november og december blev advaret om de mulige konsekvenser af regeringens passive og arrogante linje. Det er på den baggrund helt uforståeligt, at regeringen, først da sagen i slutningen af januar eksploderede globalt, overhovedet har indkaldt og orienteret Det Udenrigspolitiske Nævn. Det er uklart, i hvilket omfang dansk diplomati har været blindt, og i hvilket omfang regeringsledelsen ikke har villet høre på de signaler, det opfangede. Men resultatet er det groteske, at danske karikaturtegninger nu rangerer på niveau med Abu Ghraib og Guantánamo som belastninger for EU's og USA's ønsker om at fremme en demokratisk udvikling i Mellemøsten og føre en effektiv krig mod terrorismen. En uafhængig undersøgelse af hele forløbet bør være en selvfølge. Fordi en del af stormen imod os er ondartet og livsfarlig, er det såre menneskeligt, hvis mange fortrænger Danmarks del af ansvaret. Men for regeringen er den psykologi lidt for bekvem. Det er her, offentligheden og Folketinget har en rolle at spille.