DET OFFICIELLE Pakistan har været med til at piske stemningen op imod Muhammedtegningerne, som landets ambassadørs optræden i Danmark tydeligt har vist. Det har også statsmagten og dens ambassadører i andre muslimske lande. Men den nu højspændte situation i Pakistan viser stor forskel på konsekvenserne af officielt brænde på hadets bål. I f.eks. Iran og Syrien kan myndighederne skrue op og ned for de såkaldte spontane reaktioner og tæskehold, som de sender i byen. Det er ikke muligt i den altid sydende religiøse og politiske gryde i Pakistan, hvor oppositionen har langt friere tøjler end i de fleste andre muslimske lande. Pakistans regering deltager i kappestriden om at vise sig som den bedste forsvarer af islam, men det har givet bagslag i den nuværende situation. I pakistanske gader råbes endnu 'Død over Danmark', men stadig oftere 'Død over Musharraf', præsident og general Pervez Musharraf. Protester imod tegningerne har vendt sig imod statsmagten. ER DET BEGYNDELSEN til enden for generalens militærdiktatur med elementer af demokrati? Endnu ser Musharraf ikke ud til at være truet på sit politiske liv. Siden han kom til magten ved et kup i 1999, er han gået fra krise til krise. Blodsudgydelser mellem sunni- og shiamuslimer, separatistisk vold, klaner, som støtter og huser al-Qaeda og andre terrorister, er blot nogle af problemerne i den pakistanske heksegryde. Men Musharraf er truet på sit fysiske liv. Han har overlevet adskillige mordforsøg og attentatbomber, nogle af dem fra kredse i militæret. Hvis demonstrationerne fortsætter en måned endnu, kan hans regime måske bringes til fald, sagde den pakistanske forfatter Ahmed Rashid til gårsdagens Politiken. Men mere sandsynligt er et magtskifte efter mord på Musharraf, som kan sætte punktum for hans provestlige kurs og forbedring af forholdet til Indien. Det samme gælder hans forsøg på adskillelse imellem moske og statsmagt efter tyrkisk model. Vi har at gøre med den af verdens atommagter, der er mest livstruet af væbnede konflikter og intern splittelse. Et voldeligt magtskifte vil efter alt at dømme bringe mindre besindige kræfter til magten til fare for hele regionen. Så der er god grund til at give Musharraf al den hjælp, som skal til for at holde ham i live.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
