HAMAS plejer at demonstrere imod korruption, imod det palæstinensiske selvstyre, imod fred med Israel og imod Vesten, når lejlighed byder sig. Men nu byder lejligheden sig til, at den nationalreligiøse palæstinensiske bevægelse selv overtager magten. For efter jordskredssejren ved valget til det palæstinensiske selvstyreparlament i januar er det på lørdag Hamas' egen tur til at overtage selvstyremagten. Det er forgængerne i den afdøde landsfader Yassir Arafats Fatah-bevægelse ikke meget for. Fatahs afgående politikere har netop brugt deres stemmer i parlamentet til at give præsident Mahmoud Abbas en håndbremse i forhold til Hamas. De har vedtaget en ny lov, der giver præsidenten adgang til at nedsætte en forfatningsdomstol, der kan forkaste fremtidig (Hamas-) lovgivning. Det er i sig selv forfatningsstridigt, siger Hamas, som anfægter, at det afgående parlament kan indføre så vigtig lovgivning. Hidtil har Hamas ellers ikke vist forfatningsspørgsmål stor interesse. Det plejer heller ikke at være Hamas, der maner til besindighed og opfordrer gadens aktivister til at nøjes med fredelige demonstrationer. Ikke mindst derfor var det et mareridt for både Israel og dets venner i Vesten, at Hamas så massivt vandt det palæstinensiske valg. Men nu er det faktisk Fatah-folk og ikke Hamas, der har stormet EU's kontor i Gaza i protest mod de danske profettegninger. Det er Hamas, der taler om parlamentets værdighed. Og netop Hamas er begyndt at sende forsigtige signaler om, at man måske er villig til at forhandle med israelerne om israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden - ligesom fra Gaza - og om fred. VESTLIG POLITIK i Mellemøsten har traditionelt bygget på en opfattelse af, at de eksisterende regeringer i den arabiske verden var de eneste garanter for stabilitet i Mellemøsten, og at religiøse oppositionsgrupper ville være den sikre vej til ballade. Det første har i hvert fald vist sig forkert. Og det andet vil Hamas nu få mulighed for at dementere. Det vil være afgørende for palæstinensernes fremtid og opbygning af en stat. Det vil i den arabiske verden også blive vurderet som en test af religiøse bevægelsers vilje og evne til at fungere konstruktivt og ikke kun destruktivt. I fredsprocessen vil Hamas være lige så forpligtet som den kommende israelske regering til at vise, om den ønsker en forhandlet fred. I selve de palæstinensiske områder vil mængden af international bistand også være afhængig af Hamas' vilje til at forvalte både sit valgmandat og selvstyret på en fredelig og konstruktiv vis. Derfor skal Hamas bedømmes på sine handlinger, ikke sin gamle retorik.