Åbent marked

Lyt til artiklen

DESVÆRRE har udvidelsen af det europæiske samarbejde med de 10 nye medlemslande ikke ført til en større udveksling af arbejdskraft på tværs af grænserne. Foreløbig udgør østeuropæisk arbejdskraft kun sølle 0,15 procent af arbejdsstyrken her i Danmark. Umiddelbart kunne man tro, at det først og fremmest skyldes de begrænsninger på udlændinges muligheder for at arbejde her i landet, som Danmark og de fleste andre gamle EU-lande indførte i 2004. En ny opsigtsvækkende rapport fra EU-kommissionen viser imidlertid, at antallet af østarbejdere ikke er større i de tre lande - Sverige, Storbritannien og Irland - der lod arbejdere fra de nye medlemslande kommer frit ind. Renset for fordomme og snusfornuft kan det konstateres, at østudvidelsen ikke har ført det stormløb af billig arbejdskraft med sig, som ikke mindst den danske fagbevægelse har frygtet - og som blandt andet JuniBevægelsen har ført skræmmekampagner om. Tilbage i begyndelsen af 1990'erne lød advarslen således, at 40 mio. polakker straks ville komme væltende, hvis befolkningerne i de tidligere østbloklande blev inviteret indenfor som medlemmer i EU-fællesskabet. SKEPTIKERNES dommedagsscenarier er altså ikke blevet til virkelighed. Erfaringerne har nemlig vist - som også al økonomisk teori foreskriver - at den hidtidige sparsomme udveksling af arbejdskraft har været til gavn for alle lande. I dag er der eksempelvis nogenlunde lige så mange danskere, der tjener deres penge i Polen, som der er polakker, der tjener penge i Danmark. Markedsåbningen er kort sagt gensidig. De 12 medlemslande, der har overgangsordninger, bør derfor ikke forlænge dem, når de udløber senere på foråret. Én ting er nemlig at indføre begrænsninger, hvis man har en mere eller mindre uberettiget frygt for et problem - noget helt andet er at opretholde disse begrænsninger, når erfaringerne har vist, at problemet er fuldstændig fiktivt. Og det er dér, vi er nu. Ved at ophæve begrænsningerne før de fleste havde forventet, vil Danmark og de 11 andre medlemslande kunne vise, at østudvidelsen ikke har været væsensforskellig fra tidligere udvidelsesbølger - og at EU's udvidelse dermed heller ikke er et socialt problem i sig selv. Den danske regering bør derfor træde i karakter og ophæve overgangsordningerne hurtigst muligt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her