Net op

Lyt til artiklen

Overvintrede fantaster kører i dag rundt i Silicon Valley i Californien, it-revolutionens arnested, med klistermærker i bagruden af bilerne med teksten: »Kære Gud, bare én boble mere!«. Drømmen om nye aktiebobler lever således i bedste velgående. Alle disse dagdrømmere vil dog komme til at vente længe. Heldigvis. For it-branchen er på vej tilbage. Langsomt, men denne gang stabilt og uafvendeligt. Med nogle års forsinkelse er de fleste forudsigelser af it-revolutionens potentialer fra slutningen af 1990'erne ved at gå i opfyldelse. Alene her i Danmark rundede salget af reklamer på internettet 1 milliard kroner i 2005 - og er nu mere end halvt så stort som salget af tv-reklamer. Siden slutningen af 1990'erne, hvor dotcom-cowboys og glade amatører forsøgte at tjene hurtige penge, er danskerne rent faktisk begyndt at bruge nettet og er derfor begyndt at abonnere på effektfulde bredbåndsopkoblinger. Dengang var det stort set kun pornoindustrien, der for alvor kunne tilbyde smæk for skillingen, men i dag er der stadig flere fremragende virtuelle tilbud, som kan trækkes hjem i dagligstuen. Nu hvor man begynder at kunne tjene rigtige penge - snart lige så mange som på tv - vil udbuddet vokse. I virkeligheden er det kun ganske få it-forudsigelser fra 1990'erne, som ikke for længst er blevet dagligdagsfænomener. Ny teknologi - såsom iPod og andre mp3-afspillere - har også sat gang i helt ny trafik af kulturindhold via nettet. Samtidig er ny IP-teknologi langsomt ved at gøre telefoni næsten gratis. Langsomt, men sikkert er der ved at opstå nye informations- og underholdningstilbud, som vil være med til at ændre vores hverdag - både i form af øget brugerinteraktivitet og større geografisk spredning. It-revolutionens anden ungdom viser, at de omfattende investeringer i kommunikationsteknologi - som ellers blev mødt af mange kritiske ord, da it-boblen bristede i 2000 - har været en sund forretning. Og i et videre perspektiv, at udbygningen af informationsmotorvejene med fiberkabler og trådløse netværk i dag er mindst lige så vigtig som f.eks. at bygge en bro over Femern Bælt eller nye motorveje i Jylland. Hvis Danmark skal bevare et lille forspring i det globale videnssamfund, bør ambitionen derfor være, at alle danske husstande får installeret bredbånd inden 2010.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her