FN'S Menneskerettighedskommission burde være et af verdensorganisationens fornemste og mest agtede organer. Det var ikke mindst for at sikre menneskerettighederne, at FN overhovedet blev grundlagt tilbage i 1945, og at Menneskerettighedskommissionen kort efter blev oprettet. Men man kan roligt sige, at kommissionen ikke har levet op til hverken forhåbningerne eller sit eget ophøjede navn. På barok vis har FN's medlemmer regelmæssigt valgt nogle af de allerværste og mest undertrykkende lande til at være medlemmer af kommissionen og derved fuldkommen undermineret dens betydning. Hvis et sådant organ ikke engang kan feje for egen dør, ja, så kan det jo stort set være lige meget. Det var derfor på høje tid, at man på FN-topmødet sidste efterår besluttede at erstatte kommissionen med et såkaldt Menneskerettighedsråd. Som så ofte i FN udskød man at beslutte detaljerne omkring det nye råd. Hvordan dets medlemmer skulle udvælges, hvad kriterierne helt præcis skulle være og så videre. Og nu er tiden ved at være knap. Er det nye råd ikke funktionsdygtigt i midten af marts, vil FN være tvunget til at gennemføre Menneskerettighedskommissionens årlige møde, hvilket vil udstille, at selv små reformer er stort set uigennemførlige. DERFOR fremlagde FN tidligere på ugen et forslag til den resolutionstekst, som skal oprette det nye råd. Her lægges der op til, at det nye råd skal vælges af to tredjedele af FN's Generalforsamling, som skal 'tage hensyn' til menneskerettighedssituationen i de lande, der stiller op til kommissionen. Herudover skal alle de lande, der rent faktisk bliver valgt til det nye råd, selv have deres menneskerettighedssituation gennemgået og potentielt kritiseret mindst én gang i de tre år, de er medlemmer af rådet. Hvilket må siges at være et absolut minimum, hvis det nye råd skal gøre sig håb om at genvinde bare lidt af den prestige, Menneskerettighedskommissionen har formøblet. Så hvis verdenssamfundet er bare det mindste seriøs omkring at reformere og opdatere FN, er vejen klar. Vedtag den foreslåede resolution om Menneskerettighedsrådet så hurtigt som muligt. Og vælg nogle respektable lande som medlemmer.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
