MÅLRETTET og skridt for skridt har Socialdemokraterne fjernet de få tilbageværende forskelle i forhold til VK-regeringen. Med gårsdagens skuffende skatteudspil er selvudslettelsen fuldendt: Princippet om, at mindst ét af de borgerlige partier fremover vil få vetoret, gør i realiteten Socialdemokraterne overflødigt som selvstændigt parti i Folketinget. At parkere sin handlekraft hos modstanderne er ikke kun et svaghedstegn; det er en taberstrategi, der udhuler Socialdemokraternes værdipolitiske integritet og magtpolitiske gennemslagskraft. For hvis det alligevel er de borgerlige partier, der i sidste ende bestemmer, hvordan klaviaturet skal spille, vil menige socialdemokrater fremover kunne opnå større indflydelse på både samfundsudviklingen og - absurd nok - Socialdemokraternes politiske kurs ved at melde sig ind i f.eks. Venstre. Dét er uholdbart og skadeligt for det demokratiske liv. Politiske partier bør ærligt sige, hvad de mener - og så derefter møde hinanden i pragmatiske forhandlinger. Indrømmelserne kan og bør ikke gives på forhånd. Det nye skatteudspil anviser desværre ikke, hvordan S konkret vil omlægge skattesystemet - kun at det skal ske i samarbejde med borgerlige partier og en række eksperter, og i øvrigt ske inden for de snævre rammer, regeringens skattestop allerede udstikker. NÅR FORSKELLE udviskes, reduceres debatten til et personspørgsmål. I stedet for at være en kamp mellem flere samfundsidealer forsimples den politiske debat til en skønhedskonkurrence mellem to kandidater. Men som privatpersoner er både Anders Fogh Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) ligegyldige. Det er kun som partirepræsentanter for forskelle holdninger, at man som borger kan forholde sig til dem. Ved ensidigt at opgive at markere en forskel til VK-regeringen udviser S en selvdestruktiv adfærd. For nu vil den næste valgkamp uundgåeligt komme til at stå mellem på den ene side en veletableret statsminister med en klar politisk platform og på den anden side en uerfaren partileder uden et politisk program. Man behøver ikke at være spindoktor for at kunne gennemskue, hvem der lettest vinder den kamp. Og hvad værre er: Selv hvis det skulle lykkes for Socialdemokraterne at vinde næste valg - mod alle odds - er det svært at se det fremadrettede perspektiv. Desværre. Ligegyldigt om S vinder eller taber næste valg, har partiet allerede tabt den strategiske kamp om samfundsudviklingen. Det vigtigste er nemlig ikke at få Fogh skiftet ud: Det vigtigste er, at der hurtigst muligt bliver ført en anden udlændinge- og skattepolitik.