MED EN VIS rimelighed kunne Socialdemokraterne under sidste valgkamp beskylde Venstre for at have stjålet det gamle arbejderpartis paroler. I de senere år har Venstres taktik således handlet om at lægge sig lidt til venstre for midten, ikke mindst i velfærdsdebatten, for derved at sikre sig opbakning fra et solidt vælgerflertal. Beskyldningen gjorde dog ikke særligt indtryk på vælgerne. Snarere tværtimod. Kritikken fuldendte blot det skønmaleri, Venstre har forsøgt at tegne af sig selv - som en dansk udgave af New Labour. Umiddelbart kan det derfor nu virke tillokkende for Socialdemokraterne at lade Venstre smage sin egen kopimedicin og efterligne regeringens politik. Altså lægge sig lidt, men klart til højre, for midten, og så håbe, at tilstrækkeligt mange midtervælgere bliver så rundtossede, at de vender tilbage i folden hos Socialdemokraterne. Foreløbig er der dog intet, der tyder på, at taktikken virker. Snarere tværtimod. Socialdemokraternes accept af først udlændingepolitikken, dernæst af Irakkrigen og senest af principperne i skattestoppet har ikke øget vælgertilslutningen, men kun bestyrket opfattelsen af VK-regeringens politik som moderat. Den manglende vælgerfremgang efter valget af Helle Thorning-Schmidt som ny S-partiformand har dog fået venstrefløjkrigerne til at kræve de røde faner pakket ud. Al parlamentarisk logik siger dog, at et sådant gammelmandsagtigt venstrefløjsprojekt heller ikke er gangbart. At orientere sig væk fra midtervælgerne i et lille land, hvor over to tredjedele af vælgerne tilhører middelklassen, giver ganske enkelt ikke mening. HVIS Socialdemokraterne skal tilbage i Statsministeriet, kræver det konkret, at over 250.000 vælgere skifter side - og fravælger Venstre, de konservative eller Dansk Folkeparti til fordel for Socialdemokraterne, de radikale, SF eller Enhedslisten. Og da yderfløjene næppe kan trække mange vælgere på tværs af midten, afhænger oppositionens succes af, om Socialdemokraterne kan trække frafaldne vælgere tilbage fra Venstre og Dansk Folkeparti - og om de radikale samtidig kan trække vælgere væk fra Venstre og de konservative. Dét er hovedopgaven, og derfor er Thorning-Schmidts målsætning om at generobre den politiske midte rigtig. Problemet er midlerne. Socialdemokraterne vil aldrig kunne vinde midten, og dermed magten, tilbage ved at kopiere VK-regeringen. Ganske enkelt fordi vælgere skal motiveres med alternativer, før de flytter sig. I sin tid kunne Venstre tilbyde vælgerne socialdemokratisk velfærd plus skattestoppet. Men hvad ekstra kan Socialdemokratiet tilbyde nu? Intet. Hvis Socialdemokratiet fremlægger et skatteudspil i overmorgen, hvor regeringens skattestop blot er garneret med lidt bureaukratisk huslejekontrol og et takststop, vil man derfor reelt kun være nået ét skridt frem og to tilbage på vejen mod Statsministeriet.