TIL SIDST bøjede de sig. Socialdemokraterne og de radikale stemte i går for en forlængelse af mandatet til den danske indsats i Irak frem til 1. juli og opretholdt dermed traditionen for bred politisk opbakning til danske soldaters indsats i udlandet. Men begge partier gjorde klart opmærksom på, at det er sidste gang, at de vil støtte en forlængelse, hvilket er et løfte, man i høj grad må håbe, at de holder. Anders Fogh Rasmussen (V) besluttede nærmest enerådigt i 2003 at lade Danmark deltage som aktiv partner i den amerikanskanførte koalition. En beslutning, hvis visdom man i høj grad kan sætte spørgsmålstegn ved, men som statsministeren konsekvent har dæmoniseret enhver, der har forsøgt. »Vil I have Saddam tilbage?«, har reaktionen fra regeringen været, hver gang Irak og den danske deltagelse kom til debat. En simpel taktik, men en, som har vist sig overraskende levedygtig. Danmark er stort set det eneste land i koalitionen, hvor krigsdeltagelsen ikke har givet anledning til voldsom debat og kritik af de ansvarlige ledere. MEGET MYSTISK, eftersom krigen og den efterfølgende besættelse mildt sagt ikke er gået efter planen. Irak er i dag så farligt, at store dele af det reelt er lukket land for udlændinge. Hver dag byder på nye blodige terrorangreb, og olieproduktionen er trods en massiv indsats mindre end før invasionen. Ganske vist er der afholdt nogenlunde succesrige valg, men hvis det er succes, må fiasko virkelig være et grimt syn. I den situation kan og bør man nøje overveje, om det giver mening at opretholde en dansk styrke i landet. Eftersom Danmark deltog i invasionen, har vi naturligvis et medansvar for at hjælpe landet på fode, men det bør efterhånden stå klart, at det i al fald ikke længere sker bedst med militær magt. Så selv om det som udgangspunkt er fornuftigt ikke at slå indenrigspolitisk plat af udenrigspolitiske indsatser, hvor danskere sætter livet på spil, er tiden moden, overmoden endda, for en mere principiel Irak-debat. Det blev gårsdagens folketingsdebat, omkring Irak-styrkens mandat takket være oppositionens loyalitet, desværre ikke startskuddet på, men det bør være aller allersidste gang. Med eller mod regeringens gode vilje.