Hopla

Lyt til artiklen

DET ER surt at hedde Kurt, siges det, og de sidste tre et halvt år har det heller ikke været helt let at være Kurt Thorsen. Falleret, fængslet og - i et enkelt skammeligt tilfælde - gennembanket efter at være blevet dømt som en af danmarkshistoriens største svindlere. Sådan en tur i vridemaskinen havde knækket mange mindre livskraftige mænd, men som torsdagens pressemøde til overmål demonstrerede, har Kurt Thorsen langtfra mistet modet. Han bobler tydeligvis stadig af foretagsomhed og virkelyst i en grad, det er vanskeligt ikke at blive charmeret og imponeret af. Blot må man håbe, det denne gang lykkes ham at holde sig inden for lovens snærende bånd. En del af Kurt Thorsens arbejde skal de kommende måneder erlægges som samfundstjeneste på Københavns Rådhus, og mens det er let at afvise det som endnu et snedigt mediestunt fra Ritt Bjerregaards side, har det faktisk vidererækkende perspektiver. MEGET GRIMT kan man nemlig sige om Thorsens tidligere aktiviteter, men han var uden sammenligning den største danske bygherre, der havde den bedste smag og den største villighed til at satse på kvalitetsbyggeri, også selv om det kostede lidt ekstra. Begge dele har der været sørgeligt lidt af i København de senere år, og man kan på mange måder begræde, at Thorsen ikke har haft mulighed for at påvirke byen under det seneste hæsblæsende byggeboom. At han kun har sig selv at takke for at være blevet spillet af banen og sat bag tremmer, gør ikke tabet for os menige borgere mindre. Det kan der nu rettes noget op på, og det er vanskeligt at finde en bedre egnet mand end Kurt Thorsen til at gøre Ritt Bjerregaards valgløfte om 5.000 billige boliger i København til noget, som er både til at holde ud at se på og bo i. Lykkes det, vil Kurt Thorsen for alvor have betalt det, man med et lidt gammeldags udtryk kan kalde hans gæld til samfundet, og være kommet et godt stykke i retning af at rense sit navn. Herfra skal Thorsen i al fald ønskes alt held og lykke. Man kunne ønske, lidt flere danskere delte hans ukuelige tro på fremtiden og hans egne evner til at påvirke og forme den.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her