OSAMA bin Laden har givet lyd fra sig igen. I hvert fald er CIA overbevist om, at det var hans stemme på en video vist på tv-kanalen Al-Jazeera forleden. Nye trusler fra al-Qaedas chef må umiddelbart skærpe bekymringerne for de danske soldater, der kan komme i kamp i det sydlige Afghanistan. Bin Laden skal ifølge Al-Jazeera have indtalt den seneste trussel og det særegne tilbud om våbenhvile i december eller tidligt i januar. Han præsenterer sig som en statsmand, men bør selvfølgelig kun behandles som den storforbryder, han er. Der har været talt meget, men ikke nok om danske soldaters indsats i den nye NATO-strategi for bekæmpelse af terrorister i det sydlige Afghanistan. Hidtil har de danske soldater primært deltaget i aktioner for civilbefolkningen. Bekymringerne er selvfølgelig berettigede for, at de nu skal sendes i aktiv kamp. Men er det ikke det, som er soldaters rolle, frem for humanitær indsats? Hjælpeorganisationer betakker sig for at få deres arbejde blandet sammen med det militære. Det har kun gjort arbejdet farligere for dem. FORSVARSMINISTER Søren Gade (V) afviser, at danske soldater skal optræde som terroristjægere i den højt prioriterede jagt på bin Laden i området, hvor al-Qaeda og Taleban er stærkest i Afghanistan. Men man kan næppe sende soldater ind i en terroristrede, uden at de kommer i kamp med terrorister. Det må stå klart, om vi med forøgelsen af den danske indsats i Afghanistan skal i åben krig med terrorister. Hvis vi skal, må Danmark åbent tage stilling til de etiske dilemmaer, når det primært er et led i den amerikanskledede terroristjagt. For danske soldater kan vel ikke dele USA's opfattelse, at uskyldige menneskeliv kan ofres, hvis man formoder at kunne få ram på terrorledere, som det skete for nylig i en pakistansk landsby nær grænsen til Afghanistan? Terroristerne har optrappet deres angreb for at afskrække NATO-lande fra den planlagte indsats i syd. Hollands og andre NATO-landes tøven viser, at de har et vist held med sig. Vi skal ikke lade dem afgøre spillet, men der er en række spørgsmål om de etiske dilemmaer, som soldaterne har krav på svar på, før de sendes af sted. Det er ikke nok at sige, at de ikke er terroristjægere, når det nu engang er terror, det primært handler om. Det minder Osama bin Ladens stemme os om, hvad enten det er hans eller ej. Når amerikanerne er sikre på, at det er ham, bærer stemmen en skærpende dynamik i antiterrorkampen, som danske soldater vil blive inddraget i.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
