Ingen dag i Danmark uden en ny og oprørende udvisningssag. Ingen dag i Danmark uden grove overgreb mod flygtninge og indvandrere. Ingen dag uden groteske eksempler på den ny fjendtlighed, som regeringen Anders Fogh Rasmussen møder alle udlændinge med, selv de hvideste og vestligste, som tænkes kan. Det er uværdigt, det er uklogt, og det er meget udansk. Vi har tradition for at være åbne mod verden. Denne tradition er blevet brudt, og det er der heldigvis mange, som for alvor begynder at tage til orde imod. Senest var det en gruppe præster, langt over 200, som juleaften fra prædikestolen søgte at mane til modstand mod den ny danske kynisme og forråelse. En naturlig opgave for præster, skulle man mene. Men se så den debat, som er fulgt i kølvandet på 'præsteinitiativet'. En debat om flygtninge og indvandreres vilkår? En debat om alle dem, vi udviser til grusomme skæbner? En debat om ganske almindelige danskeres nu afskårne muligheder for at omgås ganske almindelige udlændinge sådan, som det ellers har været vores vane i generationer? Vi har fået en debat om, hvad præster må og ikke må. Der uddeles 'påtaler' fra visse biskopper, mens bispen i Århus, der selv er med i præsteinitiativet, muligvis kan se frem til en påtale fra ærkebiskop Bertel Haarder. Allermest aggressive er naturligvis som altid de fremmedfjendske præster i Dansk Folkeparti, som i årevis har arbejdet (med lovlig meget held) på at indføre en form for mullah-styre i Danmark. Disse politiker-præster, hvis hele virke og personlige praksis er en syndig sammenblanding af kirke og stat, er vældig vrede over, at 200 af deres kolleger har stået på prædikestolen og modsagt tidens menneskefjendskhed. Og partiet Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, har ligefrem meldt sig ud af folkekirken i utilfredshed med den påståede sammenblanding af kristendom og politik. Væk var sagens indhold. Væk var opråbet mod tidens kynisme. Tilbage stod en spidsfindig teologisk debat om noget helt andet. Man skulle tro, at en snedig spindoktor havde forklaret de styrende præster og amatørteologer i regerings- og støttepartierne, hvordan dagsordenen kunne erobres og debatten vildføres fra sit indhold. Danske præster må gerne stå på Folketingets talerstol og sprede gift. Men danske præster må ikke stå på deres prædikestole og sprede modgift. Danmark står på hovedet.