Ukraines præsident, Viktor Jusjtjenko, nægter at anerkende, at landets parlament har fyret regeringen. Han truer med i stedet at fyre parlamentet. Imens strides jurister om, hvem der har ret til hvad. Ifølge den nye forfatning - kompromiset, der sikrede Jusjtjenkos sejr ved omgørelse af præsidentvalget i 2004 - er parlamentet styrket på bekostning af præsidenten. Fra 1. januar i år har det haft ret til at fyre regeringen, men først efter nyvalg får det ret til at udpege en ny regering. Altså først efter parlamentsvalget 26. marts. Den omstridte gasaftale med Rusland var anledningen til frontalangrebet på regeringen. Afsløringer af aftalens detaljer styrker oppositionens påstand om, at den er højst ufordelagtig for Ukraine. Umiddelbart så gaskrigen ud til at svejse ukrainerne sammen, men magtkampen er nu brudt ud i lys lue, næppe til fordel for det nye styre efter den orange revolution. Det blev splittet med Jusjtjenkos fyring af ministerpræsident Julia Timosjenko i september sidste år, efter at de to sammen havde været den orange revolutions levende symboler. Regeringen var også i hendes tid plaget af korruptionsskandaler, men nu henter hun popularitet ved at anklage sine tidligere allierede for korruption. Gentagelsen af revolutioners tendens til at æde sine egne gavner umiddelbart fortidens mænd mest. Regionernes parti ledet af Viktor Janukovitj, Moskvas kandidat til præsidentposten i 2004, fører i meningsmålingerne. Det parti er Timosjenko nu i uhellig alliance med. Krisen i Ukraine viser, at revolutionen ikke betød sejr for europæisk demokrati, men det bør ikke styrke modstanden imod ukrainsk EU-medlemskab. Tværtimod bør det være anledning til endelig at love Ukraine medlemskab, hvis det opfylder kravene. Kun et perspektiv om medlemskab kan sikre, at Ukraine kan stå imod russisk afpresning. Da Rusland blandede sig hæmningsløst i præsidentvalget, mislykkedes det kun, fordi EU svarede med at støtte oppositionen. Denne gang har Rusland brugt mere subtile metoder til at blande sig. Det var næppe tilfældigt, at Rusland lukkede for gassen midt i en valgkamp. Hvis EU ikke åbner døren for Ukraine, kan Moskva få mere held med sig ved valget i marts.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
