SELVFØLGELIG er det svært for det store flertal af danskere at forstå den voldsomme harme, som nogle tilsyneladende uskyldige avistegninger af profeten Muhammed har afstedkommet hos troende muslimer. Og selvfølgelig er det svært for samme flertal at holde masken, når Det Islamiske Trossamfund nu vil gå til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg - efter at have alarmeret stribevis af udenlandske regeringer samt Den Arabiske Liga. Det hele kan godt synes lidt ude af proportioner, og selv Jyllands-Posten havde vist aldrig drømt om i den grad at blive 'Danmarks internationale avis'. Men før proportionerne søges genoprettet, må det nødvendigvis repeteres, at det danske problem netop ligger i forholdet mellem et stort flertal og et lille mindretal. Jyllands-Postens heroiske 'forsvar for ytringsfriheden' havde været noget mere heroisk, hvis ikke det havde haft den karakter af hån og spot mod det muslimske mindretal, som i disse år er alt for udbredt og accepteret i Danmark. Det er og bliver relevant at 'gøre jødeprøven': Ville man have grinet lige så smørret, hvis det var vores jødiske medborgere, som var blevet hånet med satiriske tegninger? Forhåbentlig ikke. Først hvis dette er forstået, giver det mening at være uforstående over for den måde, der reageres på hos et mindretal af mindretallet. De meget religiøse muslimer tjener ikke deres egen sag særlig godt. AT REJSE RUNDT i en række arabiske lande og opildne til fjendskab mod Danmark er en højst uklog form for dialog eller debat med såvel det officielle som det uofficielle Danmark. Mange ellers moderate og nogenlunde tolerante danskere vil føle, at en imam som Abu Laban herved sætter sig uden for det nationale fællesskab, han ellers burde være en del af. Måske må man også have lov at spørge både Abu Laban og hans ligesindede, om ikke de undervurderer såvel Allah som hans profet en lille smule? Gad vide, om Den Allerstørste virkelig er helt så rystet over bladtegningerne, som Abu Laban er? Næppe. Vi kender problemet fra kristen sammenhæng: Mangen en troende kan have svært ved at skelne mellem, hvad der er synd for ham selv, og hvad der er synd for Vorherre. Sidstnævnte har nok bredere skuldre, end visse af hans tilhængere tror. Så et venskabeligt råd til Abu Laban er, at han skal holde op med at rejse rundt og beklage sig i de arabiske lande. Ligesom Det Islamiske Trossamfund nok også gør klogest i at droppe tanken om at gå til Menneskerettighedsdomstolen - og tabe sagen med fynd og klem. Der er masser af manglende forståelse på alle sider i denne profetiske sag.