FOR SNART fire år siden traf regeringen sammen med Dansk Folkeparti den overraskende og dristige beslutning, at Danmark skulle deltage i USA's angrebskrig mod Irak. I lyset af, hvor kontroversiel beslutningen var, var det en kæmpegevinst for regeringen, at den året efter fik først Socialdemokraternes, siden de radikales støtte til den danske deltagelse i besættelsen af Irak. Når Anders Fogh har betalt så meget lavere en politisk pris for sit militærpolitiske eventyr end både Tony Blair i Storbritannien og George Bush i USA, kan det i høj grad tilskrives denne brede parlamentariske opbakning. Så meget desto mere overraskende er det, at regeringen nu mener at kunne undvære denne støtte. Det har længe stået klart, at S og R ikke er indstillet på at støtte en dansk militær indsats i Irak ud over 2006. Oppositionen kræver en exitstrategi, og i lyset af realiteterne i Irak ligner kravet da også mere og mere sund fornuft. USA har lige meddelt, at man ikke vil yde en dollar mere til genopbygningen af Irak, den irakiske olieminister gik af i forgårs, fordi olieproduktionen stadig er lavere end ved krigsudbruddet, og i USA og Storbritannien tales der mest om, hvordan de første tusinder af soldater kan bringes hjem. PÅ TRODS af at oppositionen er indstillet på at støtte en mandatforlængelse i hvert fald til sommer, er det imidlertid tabuet om en exitstrategi, der nu har medført et forhandlingssammenbrud. Det betyder, at regeringen sidder tilbage alene med Dansk Folkeparti, der dermed får udvidet sin rolle som regeringens parlamentariske grundlag med endnu en dimension. Der er bare det problem, at Dansk Folkeparti jo slet ikke står bag den bredere enighed om international solidaritet og humanitære interventioner, som er grundlaget for dansk udenrigspolitik på dette område. Som året skrider frem, og forhandlingerne om indenrigspolitiske reformer kommer i gang, er risikoen for, at Dansk Folkeparti udnytter sine nye muligheder til det yderste, kun alt for iøjnefaldende. S og R har hidtil været yderst forsigtige i deres kritik af regeringens Irak-politik, trods de mange grunde til stigende usikkerhed om udfaldet af Irak-eventyret, der har vist sig. Denne forsigtighed belønnes nu med arrogance. Hvor klogt er det?