KULTURMINISTER Brian Mikkelsen har et politisk projekt, som står hans hjerte nær. Det er netop dette projekt, han vil huskes for. Projektet består i udarbejdelsen af en 'kulturel kanon' med lister over tolv særligt værdifulde danske værker inden for syv af kunstens områder. Det er et dyrt projekt, for det skal fejres stort, når listerne er færdige, og så skal der udarbejdes bøger og dvd'er til uddeling som 'folkegave'. Ministeren har bare slet ikke penge til 'gaven', og han har overhovedet ikke ført sit prestigeprojekt igennem de for en minister gældende politiske kanaler. Det er den konservative politikers projekt - som der hverken er fundet penge eller parlamentarisk opbakning til. Derfor har en række private kulturelle fonde nu pludselig en meget usædvanlig ansøgning liggende på deres borde ved siden af ansøgningerne fra kunstnere, teatre, museer osv.: En vis minister Mikkelsen er gået i konkurrence med det kulturliv, der jo ellers normalt skal søge hos ham. Ministeren ønsker sig 13,5 millioner kroner, herunder 350.000 kroner alene til et arrangement den dag i januar, hvor de syv lister præsenteres, og 1,8 millioner kroner (gentager: 1,8 millioner kroner) til et 'kanonarrangement' til sommer. Denne ansøgning til de kulturelle fonde vil ministeren godt være bekendt i en tid, hvor der dagligt lukkes børneteatre, eksperimenterende operaer etc. på grund af manglende tilskud fra f.eks. Kulturministeriet og private fonde på beløb i størrelsesordenen 200.000-300.000 kroner - mindre end det, ministeren tænker sig at brænde af alene på at præsentere sine syv lister a tolv værker. DET MÅ VÆRE meget intimiderende for en kulturel fond at få en ansøgning fra ministeren selv. Det er svært at sige nej, for meget ofte vil både fonden og dens bestyrelsesmedlemmer være engageret i projekter, der netop fordrer ansøgninger til selv samme minister. Men det er også svært at sige ja, for bortset fra enkelte gigantfonde, der ikke opererer inden for en fast bevillingsramme, så er de fleste fonde helt enkelt i den situation, at ministeren her ønsker penge til sit personligt politiske, men netop ikke parlamentarisk politiske projekt - og ønsker at tage pengene fra det kulturliv, han ellers er sat til at pleje. Brian Mikkelsen angriber og anfægter noget af det mest værdifulde i dansk kulturliv, de mange uafhængige og entusiastiske private fonde. Han sætter statslig autoritet bag sit eget politiske projekt og tromler ind over de uafhængige fonde. Kanonen køres ikke gennem Folketinget. Den køres privat.