Ydmyg ledelse

Lyt til artiklen

TILFÆLDET vil, at ØSTRIG skal overtage ledelsen af Den Europæiske Union på et afgørende tidspunkt. Unionen har nærmest ligget i dvale siden sommerens nej til forfatningstraktaten i Frankrig og Holland. Blair forsøgte at få samarbejdet tilbage på sporet under parolen, at EU nu skulle koncentrere sig om den opgave, samarbejdet er skabt til: at sikre velstand, sikkerhed og fremgang for Europas borgere. Men det gjorde han i praksis ved at forfølge snævre britiske interesser. Med det resultat, at han - og EU - ikke kom nogen vegne. Så hvad gør nu lille EU? Rotationsprincippet sætter nu den østrigske kansler, Wolfgang Schüssel, ind. De fleste husker ham for, at han i 2000 kom til magten ved at indgå i et regeringssamarbejde med Jörg Haider; en mand, som havde gjort sig bemærket ved sit vedholdende forsvar for nazisterne. Alle øvrige EU-lande reagerede ved at sende Schüssel og hans regering ud i en enestående politisk isolation. Schüssel og hans regering er for længst blevet accepteret. Men meldingerne fra den kommende formand tyder på, at han vil holde lav profil. Han har intet nyt sat på dagsordenen, og han har tilsyneladende ingen ambitioner med sit formandskab, ud over at være »en god holdspiller« og »en ærlig mægler«. MED LIDT held kan Schüssel vise sig at være den rigtige mand. Store ledere, der gerne sætter sig selv og deres visioner i centrum, har det med at splitte. Løsningen på konkrete, håndgribelige problemer, som de enkelte medlemslande er for små til at håndtere selv, kan samle. Og der er nok at tage fat på. Globalisering, arbejdsløshed, ulighed, usikkerhed, flygtninge, klimaforandringer ... det er alt sammen på dagsordenen. Det kræver en vis ydmyghed at fokusere på problemerne frem for egne interesser og fortræffeligheder. Og det kræver dristighed, kreativitet og overbevisning at finde løsninger og samle Europa om dem. Foreløbig har den østrigske kansler med sin næsten selvudslettende stil vist, at han lever op til første del af kravet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her