PYH. MAN kunne næsten høre lettelsen rundt om i landet og ikke mindst på Christiansborg, da OECD for nogle uger siden konkluderede, at der trods de store prisstigninger på fast ejendom de senere år ikke er nogen boligboble i Danmark. Priserne kan forklares ud fra den lave rente og den generelle økonomiske udvikling, lød det. Og dermed forsvandt presset på politikerne for at øge boligbeskatningen og derved gøre deres for at forhindre, at boblen blev endnu større, og landingen, når den brister, desto hårdere. At udviklingen på boligmarkedet har øget uligheden markant og gjort det noget nær umuligt for store dele af befolkningen at bo i hovedstaden, har man jo af uransagelige grunde selv hos Socialdemokraterne for længst affundet sig med som en blivende tingenes tilstand. Statsminister Anders Fogh Rasmussen spildte da heller ikke mange minutter, da Velfærdskommissionen var kommet med sin rapport i sidste uge, før han skød kommissionens forslag om højere boligskatter ned som helt uantageligt, ja noget nær landsskadelig virksomhed. PROBLEMET ER bare, at der måske alligevel er noget om det med boligboblen i Danmark. Det britiske tidsskrift The Economist har gjort sig ulejligheden at regne OECD-rapporten igennem med nye tal. Ved fintællingen viser det sig nemlig, at OECD's beregninger er baseret på 2004-priser, og som enhver boligejer vil vide, har priserne ikke just stået stille siden da. Faktisk er de steget så meget, at The Economist ved brug af OECD's egne beregningsmetoder kommer frem til, at de danske boligpriser er omkring 25 procent højere, end de burde være. Med andre ord: at man ikke kan leje et hus eller en lejlighed ud til den pris, det rent faktisk koster, og at markedet derfor ikke er bæredygtigt på bare lidt længere sigt. Og jo mere renten stiger - hvad den er godt i gang med - jo mere overvurderet er de danske boliger. HVIS DEN sociale uretfærdighed i boligmarkedets himmelflugt ikke kan få politikerne op af stolen, burde dette gøre det. En god start ville være at droppe skattestoppet på ejendomsværdiskatten, der i sig selv har øget priserne markant. Så kunne man derefter overveje kommissionens forslag om deciderede stigninger. En ting er sikkert: Blot at lade stå til, mens danmarkshistoriens måske største økonomiske boble bliver større og større, er ikke bare populistisk og asocialt. Det er decideret uansvarligt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
