GRÆKENLAND SPRANG flere pladser over i køen, da det i sin tid blev medlem af det europæiske fællesskab. Det skyldes blandt andet GRÆKENLANDS status som demokratiets vugge. Det havde en effekt, selv om forbindelsen mellem borgerne i det demokratiske Athen og det moderne Grækenland ikke er meget andet end geografisk - og mytisk. Grækenland har siden indhentet store dele af sit efterslæb, men uanset Grækenlands mytologiske bidrag til EU's demokratiske identitet kan man roligt sige, at spørgsmålet om, i hvilken forstand EU faktisk er et demokrati, stadig er aktuelt. Fra den græske bystat har vi forestillingen om, at demokratiet hviler på eksistensen af et politisk fællesskab, et demos. Men hvad så med demokratiet i et overnationalt samarbejde som EU? Kan man forestille sig et demokrati uden et demos? VISIONÆRE europæere har i tidens løb drømt om en europæisk identitet, der kan bære et politisk fællesskab - understøttet af traktaterne, det fælles parlament, ja, sågar af et flag og en hymne, sådan som rigtige nationalstater har det. Visionen er idealistisk, og sandt er det, at flere og flere europæere siger, at de har en europæisk identitet ved siden af den nationale. En nøgtern bedømmelse må dog føre til, at det ikke i første omgang er her, man skal finde svaret på EU's demokratiske udfordring. Et spirende europæisk demos kan hjælpe os på længere sigt. Men nu og i de næste mange år drejer det sig om at få 25 demos'er til at virke sammen. Skal det lykkes, er det på høje tid, at medlemslandene indser, at unionen drejer sig om politik, ikke om diplomati. Det nuværende forhandlingsspil må gradvis erstattes af et politisk system, hvor de mange demos'er bindes sammen af valg, politikere og mere gennemsigtige ansvarsrelationer. At tænke EU som et politisk system har hidtil været forsømt. Men det er i sidste ende den eneste måde, hvorpå EU for alvor bliver til ikke bare en sammenslutning af demokratier, men til et unikt, internationalt demokrati.