MAN BEMÆRKER det ikke meget i vort lille homogene Danmark. Men Europa er et kludetæppe af sprog, folkeslag og etniske grupper, der går på kryds og tværs af landegrænserne, og som gentagne gange har ført til krig og blodsudgydelser. Få lande illustrerer det bedre end UNGARN. Et gammelt storrige, der efter at have valgt den forkerte side i Anden Verdenskrig måtte se sit territorium kraftigt beskåret og sin befolkning spredt ud over en halv snes lande. I dag er der ungarske minoriteter i Kroatien, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Slovenien og Ukraine, og efter at have været lagt i fryseren under den kolde krig har denne problematiske tingenes tilstand i de senere år vist sit grimme ansigt. Med den såkaldte 'statuslov' har Ungarn forsøgt at uddele særlige identitetskort til etniske ungarere i nabolandene med rettigheder til at bo, studere og arbejde i Ungarn. DET HAR mildest talt ikke vakt begejstring i nabolandene, der har set de ungarske planer og snak om den 'ungarske nation' uden for landets grænser som en uvelkommen og potentielt truende indblanding i deres indre forhold. Men netop når det gælder minoritetsproblemer som disse, har EU vist sig at være en uhyre nyttig konfliktmægler og lynafleder. EU-kommissionen har med held presset Ungarn til at droppe de mere stødende dele af 'statusloven' og nedtone dens nationalistiske retorik, godt hjulpet på vej af EU's åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed, der har gjort det betydeligt lettere for Ungarn at bøje sig, fordi der pludselig var mindre behov for særregler. Det har også hjulpet, at Ungarn fik en bestemmelse om beskyttelse om etniske minoriteter med i EU-forfatningen. Alt sammen en understregning af, at EU er andet og mere end en forvokset frihandelszone eller en modvægt til den amerikanske supermagt og stadig har en betydelig rolle at spille som det, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i sin tid kaldte »fredens projekt«.