Frit valg?

Lyt til artiklen

SLOVENIENS præsident, Janez Drnovsek, opfordrede mandag under et besøg i Montenegro indtrængende EU til at acceptere det lille Balkanland som en selvstændig stat, hvis flertallet af befolkningen stemmer for det ved en folkeafstemning. Det kan flere andre EU-lande se fornuften i, men ikke EU-kommissionen. Den sendte tidligere på måneden en delegation til den montenegrinske hovedstad, Podgorica, for at mane regeringen til ikke at afholde folkeafstemning som planlagt i begyndelsen af næste år. Kommissionen ønsker at bevare forbundsstaten mellem Serbien og Montenegro, selv om den ikke fungerer i praksis. De to lande har hver sin lovgivning, økonomi og valuta og kun formelt en fælles forsvars- og udenrigspolitik. De kan reelt kun enes om ønsket om EU-medlemskab. Grundlaget for unionen mellem de to lande indebærer, at de kan afholde folkeafstemninger om selvstændighed tre år efter unionsaftalens indgåelse i 2003. Den afløste Forbundsstaten Jugoslavien, som der dengang kun var storebror Serbien med 10 millioner indbyggere og lillebror Montenegro med 600.000 tilbage af. MONTENEGRO vil ikke behandles som lillebror, men anerkendes internationalt i egen ret. Den montenegrinske regerings kompromisforslag er en union mellem to fuldt selvstændige stater. Og hvorfor stritter EU imod det? Sikkert på grund af de besværlige forhandlinger om Kosovas status. Nationalistiske ledere i Serbien vil hverken give slip på Montenegro eller Kosova. EU-logikken er tilsyneladende, at det vil være lettere at overtale Serbien til at acceptere, at Kosova er tabt, hvis Montenegro bliver i unionen. Den logik holder ikke, så der er ingen grund til at koble de to ting sammen. Mange i EU mener, at det er til fare for stabiliteten, hvis Montenegro løsrives fra Serbien. Hvordan en tom skal kan stabilisere er svært at se, og moderate serbere er også helst fri for de i deres øjne besværlige montenegrinere. Men Montenegros Socialistpartiet, Slobodan Milosevic' tidligere montenegrinske alliancepartner, er meget begejstret for EU's bremseklodser. Lad dog montenegrinerne selv bestemme ved en folkeafstemning, som Sloveniens præsident opfordrer til! Ifølge EU vil det komplicere Balkanproblemet yderligere. Men løsninger, der tager hensyn til hele regionens kompleksitet, er nu engang de eneste bæredygtige. At feje andre regionale problemer ind under gulvtæppet for at få en løsning for Kosova i hus er både umuligt og kortsigtet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her