SOM DET eneste sted i landet mangler formandsposten i den nye Region Hovedstaden at blive besat. Fronterne står stejlt over for hinanden, selv om Socialdemokraterne umiddelbart ser ud til at kunne vinde posten. På den ene side nægter Enhedslisten - ganske hæderværdigt - at gå sammen med Dansk Folkeparti og pege på socialdemokraten, den tidligere amtsborgmester i Københavns Amt, Vibeke Storm Rasmussen. Enhedslisten formår dermed, stik modsat SF, at lade handling følge ord. På den anden side nægter Det Radikale Venstres spidskandidat, Kirsten Lee, at pege på samme Vibeke Storm Rasmussen, da hun - ganske rigtigt - har været personligt ansvarlig for misforvaltningen af sygehusene i Københavns Amt i de senere år. Status er derfor, at Vibeke Storm Rasmussen hverken kan eller bør blive ny formand i hovedstadsregionen. SPØRGSMÅLET ER da, hvilke kandidatkort, der så tegner sig i magtkabalen? Den radikale Kirsten Lee har foreslået et indlysende kompromis: at gøre den tidligere HS-formand, og midlertidige overborgmester i København, Lars Engberg (S), til ny formand. Han nyder bred, tværpolitisk tillid, og har ikke været rodet ind i Vibeke Storm Rasmussens årelange misregimente. Hvis Vibeke Storm Rasmussen - blot et kort øjeblik - kunne undertrykke sin egen magttrang, ville det formentlig også stå klart for de fleste hos Socialdemokraterne, at hovedstadsregionen vil være bedre tjent med en formand, der ikke er i lommen på Dansk Folkeparti, og som heller ikke på forhånd har bevist, at vedkommende er uegnet til opgaven. Derfor bør de socialdemokratiske regionspolitikere hurtigst muligt komme til besindelse og pege på Lars Engberg som ny formandskandidat. Dét vil være den bedste løsning for både hovedstadsregionen og Socialdemokraterne.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
