Småt er ikke godt, når det gælder videregående uddannelser. Tværtimod kan uddannelsesinstitutioner blive så små, at det faglige og sociale miljø langsomt smuldrer bort - og de studerende dermed efterlades uden tilstrækkeligt mod- og medspil. Det er desværre tilfældet i dag på adskillige korte og mellemlange uddannelser, herunder mange lærer- og pædagogseminarier, sygeplejeskoler, diplomingeniørskoler og terapeutskoler i provinsen. I forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, har Danmark således uforholdsmæssigt mange spredte uddannelsessteder. Løsningen ligger lige for: De alt for mange små, isolerede institutioner skal fusioneres ind i væsentlig færre og dermed større studiemiljøer, hvor der på længere sigt bør være 5.000-10.000 studerende på hver institution. Disse nye campuslignende centre for korte og mellemlange uddannelser bør være lige så store som universiteterne - ganske enkelt for at nå op på et bæredygtigt miljø, både hvad angår antal studerende, lærerkapaciteter og tværfaglige studiemuligheder. Heldigvis nyder ideen politisk opbakning. VK-regeringen viderefører således tidligere regeringers hensigtserklæringer om at fusionere uddannelsesinstitutionerne. I det seneste debatoplæg fra Globaliseringsrådet lyder det blandt andet: »De nuværende 22 CVU'er med mellemlange videregående uddannelser skal samles til 6-8 flerfaglige regionalt baserede højskoler for videregående uddannelser med fagligt stærke og moderne campusser med flere uddannelser«. Risikoen er dog, at undervisningsminister Bertel Haarder (V) stiller sig tilfreds med, at uddannelsesinstitutionerne blot fusionerer administrativt, men forbliver adskilt - rent geografisk. For det vil kun gøre problemerne større. Erfaringerne fra udlandet viser, at institutionelle fusioner uden fysiske sammenlægninger ikke skaber meget mere end et nyt lag bureaukrati, og at der så i øvrigt begynder en indædt indbyrdes kamp om ressourcerne. Hvis ambitionerne om at hæve det faglige niveau skal indfries, er der derfor ingen vej uden om, at de korte og mellemlange uddannelsesinstitutioner i provinsen skal fusioneres fysisk. Traditionen med at bruge placeringen af uddannelsessteder som en form for egnsudviklingsstøtte bør samtidig brydes. Fremover bør de videregående uddannelser - dvs. universiteter samt alle korte og mellemlange videregående uddannelser - koncentreres i så få byer som overhovedet muligt. Danmark er så lille et land, at vi kan nøjes med alt i alt en snes videregående uddannelsesinstitutioner, fordelt over de største byer, såsom København, Roskilde, Næstved, Odense, Århus, Aalborg, Herning, Esbjerg, Kolding og Aabenraa. Kun derved kan det faglige niveau hæves.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
