Polens nye regering har et stort flertal bag sig i underhuset, Sejmen. Det viste tillidsafstemningen sent torsdag aften. Men det er en mindretalsregering, der kan få store problemer med at holde sig ved magten. Den er dannet af det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed og har magten på ekstremistiske partiers nåde: det højrekatolske Polske Familiers Liga og det venstrepopulistiske bondeparti Selvforsvar. Begge partier er rabiate EU-modstandere. Det polske politiske spil blev ændret til ekstremisternes fordel, da koalitionsforhandlinger mellem Lov og Retfærdighed og det liberale parti Borgerplatformen brød sammen. Med mindretalsregeringen ventes Polen at blive mindre forudsigeligt og mere besværligt for EU. Den nye regering vil udskyde spørgsmålet om overgang til euro og lover at forsvare nationale polske interesser langt mere aktivt i EU end den afgåede venstreorienterede regering. Kazimierz Marcinkiewicz, ny ministerpræsident, har med sin regerings godkendelse ikke sagt meget om udenrigspolitik. Han forsøgte at berolige investorer og EU, der frygter regeringens planer om mere statskontrol med økonomien, samtidig med at han trådte varsomt for ikke at skyde de EU-skeptiske støtter fra sig. Marcinkiewicz menes at være i kort snor, som er holdt af tvillingerne Kaczynski, den nye præsident, Lech Kaczynski, og formanden for regeringspartiet, Jaroslaw Kaczynski. Lech vil blande sig mere i indenrigspolitikken end præsidenten gennem de seneste ti år, Aleksander Kwasniewski. Og Jaroslaw vil sørge for, at Marcinkiewicz parerer ordre. Kaczynski er en splitter, hvorimod Kwasniewski samlede polakkerne. Forhåbentlig har Kwasniewski ret i, at »polsk demokrati er stærkt nok til at forsvare sig imod uansvarlige eksperimenter«. Det bedste forsvar for polsk demokrati er landets medlemskab af EU, der sætter snævre grænser for Kaczynskibrødrene. De kan f.eks. ikke genindføre dødsstraf, som de gerne vil. Men de vil sikre et mere konservativt og katolsk ledet Polen, der allerede er i gang med udrensninger af tidligere kommunister og andre modstandere af Kaczynskibrødrene.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
