Kridtstregen

Lyt til artiklen

For at vinde en krævende sportskonkurrence gælder det for den enkelte atlet om at forberede sig bedst muligt. På den anden side er det vigtigt, at atleten ikke snyder eller skyder genvej ved hjælp af doping. Et sted imellem disse to situationer er der en kridtstreg, og det er netop denne kridtstreg, som det i det lange løb er i alles interesse at få trukket skarpt og indiskutabelt op. At det er et vanskeligt forehavende, er en gammelkendt kendsgerning. Doping er en uadskillelig del af den elitesport, som i sin moderne udgave for længst er blevet en underholdningsindustri med enorme kommercielle interesser. Men doping er langtfra noget nyt fænomen, som også historien i dagens avis om den danske bokser Tom Bogs afslører. Det vigtige at holde sig for øje er altså i denne sammenhæng, at det ikke er dopingfænomenet, men rammerne og interesserne, der har ændret sig markant. Der er en verden til forskel mellem på den ene side Tom Bogs' spontane og naive amfetaminindtagelse umiddelbart før en vigtig kamp i 1970 og på den anden side dagens systematiserede og videnskabelige arbejde med dopingmulighederne i visse, ofte stærkt fysisk krævende sportsgrene (hvis seneste eksempel er den spanske cykelstjerne og Vuelta a España-vinder Robert Heras' positive dopingprøve efter en afgørende etape i dette års løb). Forskellen er, som den italienske dopingforsker Alessandro Donati netop har redegjort for på idrætskonferencen Play The Game i København, at verdenshandlen med doping i dag både har et enormt omfang og er organiseret af mafialignende sammenslutninger. At tro, at idrætten på egen hånd er i stand til at tage kampen op mod disse magtfulde og lyssky interesser, er ønsketænkning. Den konkrete dopingkontrol i den enkelte idrætsgren er stadig af største betydning og bør gøres så finmasket som muligt, men samtidig er det altafgørende, at der politisk og samfundsmæssigt tages hånd om den overordnede bekæmpelse af det systematiserede misbrug. Og vi skal ikke glemme hvorfor. Eliteidræt er et fascinerende fænomen, som på mange måder demonstrerer og afsøger den menneskelige fysiks ekstreme områder. Vi kan lære noget om os selv og vores grænser ved at betragte den. På den anden side bør der netop være en kridtstreg, som ikke må overskrides. Bliver den det, vil fremtidens atleter - børn og unge af i dag - ikke blot få et ganske forkvaklet forhold til idrættens kvaliteter og udfordringer, de vil også være i direkte livsfare. Det er ansvaret for dette valg, samfund og politikere bør påtage sig: fascinerende elitesport eller makabert og livsfarligt show i monsterklassen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her